82-årige Esther blev forsøgt snydt af tricktyv: - Han nåede helt ind i stuen

Esther Morsing og hendes mand havde torsdag morgen uønsket besøg af en tricktyv, der udgav sig for at være fra sundhedsvæsenet.

Flere ældre borgere har de seneste dage oplevet, at tricktyve udgiver sig for at være fra sundhedsvæsenet eller hjemmeplejen ved at fortælle, at de kommer på grund af coronavirus og skal vise, hvordan håndsprit virker.

På den måde har tyvene overtalt de ældre til at lukke dem ind i deres boliger, hvorefter de ældre er blevet bestjålet.

82-årige Esther Morsing og hendes mand på 86 år, der bor i Kastrup, var fredag morgen tæt på at blive en del af statistikken.

Klokken var lidt i syv, og parret lå stadig i sengen, da det ringede på døren. Normalt er det naboen, der kommer med læseblade til dem, men det tænkte Esther Morsing dog alligevel var for tidligt.

Hun sendte derfor sin mand ud for at åbne døren, hvor han blev han mødt af en fremmed mand, der sagde, at han var fra hjemmeplejen og gerne ville indenfor.

Det undrede parret sig meget over, da de slet ikke er tilknyttet hjemmepleje.

- Han talte ikke dansk, så jeg forstod ikke, hvor han var fra. Men han pegede hen på min kaldealarm, jeg har, hvis jeg skulle falde. Han blev ved med at sige "hjemme, hjemme", siger Esther Morsing til TV 2 Lorry.

Truende adfærd

Den fremmede mand når helt ind i stuen hos det ældre ægtepar, hvorefter Esther Morsing siger til sin mand, at han skal få ham ud. Det ender med, at hendes ægtefælle må skubbe den fremmede mand ud af stuen, fordi han ikke vil gå sin vej.

Herfra eskalerede situationen, fordi manden nægtede at forlade stedet. I stedet hidsede han sig op med en truende adfærd.

- Han vender sig om og knytter hånden mod os som: "I kan bare vente jer", siger Esther Morsing.

Det endte med, at den fremmede mand gik, og Esther Morsing og hendes mand slap med forskrækkelsen.

Hun fortæller, hvordan et plejehjem i Kastrup, ikke langt fra hvor parret bor, flere gange har været udsat for tricktyverier.

Meldte det ikke til politiet

Ægteparret har det efterfølgende udmærket, og frygter ikke, at det sker igen hjemme hos dem. Esther Morsing følte sig heller ikke bange, mens manden stod i deres stue, men hvis der var kommet to personer, så var det ikke sikkert, at hun havde haft samme reaktion.

- Der skal virkelig meget til for at gøre mig bange. Det er noget forbandet svineri, at de går efter de ældre, siger hun. 

Hun beskriver tricktyven som værende omkring 45-50 år og rumænsk af udseende. Han talte ikke dansk, men holdt noget hvidt i hånden, som lignede et kors, mens han sagde, at han kom fra hjemmeplejen.

Parret fortæller til TV 2 Lorry, at de efterfølgende valgte ikke at politianmelde episoden, fordi de ikke ville belemre ordensmagten.

Københavns Politi bekræfter, at de ikke har modtaget nogen anmeldelser om tricktyveri mod ældre torsdag morgen.

Flere sager i andre politikredse

Som TV 2 Lorry tidligere har beskrevet modtog Nordsjællands Politi onsdag tre anmeldelser, hvor tricktyve har udgivet sig for at være fra sundhedsvæsenet eller hjemmeplejen og  udnyttet coronafrygten til at tilegne sig adgang til ældres hjem.

Hos Københavns Vestegns Politi bekræfter de, at man har haft en anmeldelse, som ligner de sager, Nordsjællands Politi har oplevet.

- Vores sag er fra Hvidovre den 3. marts, hvor en kvinde forsøgte at få adgang til en ældre borgers lejlighed, under henvisning til at vedkommende var sundhedsansat, som var ude på grund af corona. I dette tilfælde anede den ældre borger uråd og gerningspersonen fik  ikke adgang til lejligheden, siger Claus Buhr, kommunikationsansvarlig hos Københavns Vestegns Politi.

Her beskrives gerningspersonen som en kvinde, dansk af udseende der talte med accent og langt rødt hår.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi har man de seneste par uger fået anmeldt et enkelt forhold om lignende tricktyveri, oplyser de til TV 2 Lorry.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

112

Magnus Buhl Hansen

playMagnus Buhl Hansen blev dræbt af vanvidsbilist på Langebro - retssagen er udskudt

20200216-111000-L-1920x1280we

Fire mænd dømt i spektakulær sag om kokain fra fragtskib

Skyderi i Brønshøj

Skud og knivstik i nat: To mænd bragt på hospitalet - fem kræves fængslet

Nivå Havn

Helikopter finder livløs mand i vandet ud for Nivå Havn

Tårnby

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere