Oversigt

Seneste nyt

Dynamiske skilte skal stoppe spøgelsesbilister inden broen

Flere digitale og dynamiske skilte ved betalingsanlægget på Øresundsbroen er blevet sat op med det formål at spøgelsesbilister – det vil sige bilister, der kører mod kørselsretningen og udsætter sig selv og andre for stor fare i trafikken.

- Skiltene er allerede blevet aktiveret flere gange og har afværget potentielt farlige situationer, så vi ser allerede en positiv effekt af, at skiltene virker, siger Jopas Wulff, der er chef for trafikledelsen på Øresundsbroen.

Skiltene er dynamiske og lyser op med beskeder i begge retninger ved hjælp af sensorer. 

Hvis man som bilist vender om, møder man fire skilte, der tydeligt signalerer, at det er den forkerte kørselsretning. Og medtrafikanterne møder to skilte, der samtidig advarer om, at der kan komme en bilist kørende i den forkerte retning.

Den sidste afkørsel på motorvejen i Sverige, før betalingsanlægget ved brofæstet, har i mange år været markeret med almindelige vejskilte og blinkende lys. Men alligevel er der jævnligt trafikanter, der misser afkørslen og vender om eller bakker på motorvejen, når de kommer til betalingsanlægget, skiver Øresundsbro Konsortiet i en pressemeddelelse.


Når denne situation opstår, findes der sikre og nemme måder at løse fejltagelsen på i stedet for at vende om og køre mod kørselsretningen til Malmø.

Hver uge opdager trafikcentralen spøgelsesbilister og slår alarm hos politiet. Hvis det ender godt, standser bilisten af sig selv eller bliver gjort opmærksom på situationen af andre, inden der sker en ulykke. Men det kan i værste fald ende med en ulykke.

Når de dynamiske skilte aktiveres, får trafikcentralen yderligere en hjælp til at overvåge trafikken.

- Sikkerhed er meget vigtigt for os, og derfor er vi landet på denne løsning med dynamiske skilte. Det er glædeligt, at skiltene har en positiv effekt og bidrager til en mere sikker forbindelse, siger Jopas Wulff.