Coronavirus rammer luftfarten i Kastrup - færre rejsende i januar

Det har været en stille start på 2020 for Københavns Lufthavn, Kastrup. Det viser de seneste trafiktal.

Foto: Claus Bech / Ritzau Scanpix

Københavns Lufthavn kunne i årets første måned notere et mindre fald i antallet af passagerer svarende til 0,4 procent færre end januar sidste år.

Helt præcist gik 1.963.426 rejsende igennem terminalerne, hvilket i alt var 8.741 færre end i januar 2019.

Læs også Færre lufthavnspassagerer for første gang i ti år

Der er flere forklaringer på opbremsningen i væksten, understreger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

- Luftfarten er globalt under pres og 2020 er startet med en vis portion økonomisk usikkerhed på grund af Coronavirus, handelskrig, Brexit og den helt afgørende klimaomstilling. Samtidig er vores næststørste kunde Norwegian godt i gang med at gennemføre selskabets nye strategi, hvor der satses på lønsomhed fremfor vækst, siger Thomas Woldbye i pressemeddelelse.

Ifølge lufthavnen betød coronavirus, at antallet af rejsende på ruterne til Kina faldt med flere end 3.000 i forhold januar sidste år.

Og den tendens forventes at forsætte. For eksempel har SAS besluttede at stoppe selskabets direkte flyvninger til Shanghai og Beijing foreløbig frem til marts.

Læs også Lufthavn indfører snor til personer med usynlige handicap

Sichuan Airlines har midlertidigt stoppet de fleste af selskabets flyvninger til Chengdu og Air China har fra februar annuleret en del af selskabets tre ugentlige direkte flyvninger til Beijing. Fra 1-28. marts stopper Air China alle flyvninger til Danmark.

- Trafikken mellem Kina og Danmark vil være markant mindre i februar. Vi forventer også, at det (coronavirus, red.) til en vis grad vil påvirke trafikken til resten af Asien. Det er en situation, der lige nu udvikler sig fra dag til dag, siger Thomas Woldbye.

Brexit uden betydning - London stadig i top

De lavere trafiktal sammenlignet med samme tidspunkt sidste år ændrede dog ikke på de rejsendes favorit at flyve til.

London er fortsat den absolut mest travle destination fra København med op til 23 afgange dagligt på hverdage. Trods Brexit den 1. februar, hvor Storbritannien forlod EU, er forventningen, at London-trafikken vil være ”business as usual” frem til årets udgang.

- EU og Storbritannien har en midlertidig aftale om at behandle britiske rejsende som andre EU-borgere frem til årets udgang. Til den tid er det forhåbentlig lykkedes at forhandle en god, permanent aftale om flytrafik mellem Storbritannien og EU-landene, siger Thomas Woldbye.

Læs også Over fire kilo kokain beslaglagt i lufthavnen

Når det gælder de lange ruter ud af Europa, var der i januar et fald på 5,3 procent – primært fordi Norwegian ikke længere flyver til USA fra Københavns Lufthavn og i stedet satser på ruterne til Europa.

I starten af januar meddelte Københavns Lufthavn, at man i 2019 havde lavere passagertal end året før for første gang i 10 år.

Der var dog kun tale om et fald på 0,1 procent. 30.256.000 passagerer rejste i 2019 gennem Københavns Lufthavn, mens det i 2018 var omkring 30.298.000.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik