Byråd bekymret over jobcenterchefs anklage om lovbrud: "Det er ekstremt alvorligt"

De lokale politikere i Tårnby Kommune kan næsten ikke tro de beskyldninger, som en tidligere jobcenterchef retter mod kommunen.

Flere byrådsmedlemmer i Tårnby Kommune er bekymret over den kritik, som forhenværende jobcenterchef i kommunen, Bo Hammer, retter mod sin tidligere arbejdsgiver. 

- Det er ekstremt alvorligt - især hvis det er rigtigt, siger Carsten Fuhr, der er medlem af kommunalbestyrelsen for De Konservative, til TV 2 Lorry.

Reaktionen kommer efter, at Bo Hammer i den forgangne weekend annoncerede sit farvel til Tårnby Kommune på det sociale medie LinkedIn, hvor han berettede om lovbrud i kommunen.  

"Jeg er også ked af som embedsmand at måtte henvende sig til de centrale myndigheder omkring forvaltningens lemfældige omgang med EU-lovgivning, beskæftigelseslovgivning og anden lovgivning", lød det blandt andet fra ham, mens han afsluttede kritikken med at skrive: 

"Det var nødvendigt, da the 'Tårnby law rules'."

quote Jeg dybt kritisk overfor det, der skulle være sket, så jeg afventer helt klart den redegørelse, som der er sat i gang.

Dennis W. Clausen (V), byrådsmedlem i Tårnby Kommune

For Ingelise Andersen, der er medlem af kommunalbestyrelsen for Det Radikale Venstre, er det vigtigt, at Tårnby Kommune ikke har kritik som den, der kommer fra Bo Hammer, hængende i luften.

- Vi skal finde hoved og hale i det her. Det er voldsomme anklager, og jeg er bekymret. Men det skal afklares, inden vi handler på det, siger hun til TV 2 Lorry.

Kommune ser med stor alvor på beskyldninger

Tårnby Kommune reagerede mandag på beskyldningerne, efter at Bo Hammer til mediet Den Uafhængige har uddybet sin kritik.

Her fortæller han, at han også mener at have oplevet, at udbudslovgivningen skulle være blevet omgået i kommunen.

Samtidig fortalte han om falske referater fra møder, han skulle have deltaget i med forvaltningschefen. Ved flere tilfælde kunne han simpelthen ikke nikke genkendende til indholdet af referaterne.

På sin hjemmeside oplyser Tårnby Kommune, at Bo Hammer har fået en fratrædelsesaftale, som indebærer, at han modtager et års løn fra kommunen i henhold til sin ansættelsesaftale.

- Kommunen ser med stor alvor på de beskyldninger, der er rejst, og revisionen er i gang med at gennemgå kommunens procedurer, bogføringer med videre for at udrede kritikpunkterne tilfredsstillende, skriver Tårnby Kommune.

Kommunen har ikke yderligere kommentarer til, hvorfor det var nødvendigt at indgå en fratrædelsesaftale, men bekræfter, at det er sket på kommunens initiativ.

Kritik af manglende orientering

Dennis W. Clausen, der sidder i byrådet for Venstre og samtidig er medlem af Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget, er ked af, at de ansatte på jobcentret igen skal have ny chef. Bo Hammer er nemlig den syvende leder, der inden for syv år har forladt posten.

- Det ser jeg på med stor alvor. Jeg er dybt kritisk overfor det, der skulle være sket, så jeg afventer helt klart den redegørelse, som er sat i gang, siger han og uddyber:

- Men jeg er bekymret for den ledelseskultur, der angiveligt er på jobcenteret, når vores forvaltningschef for området har konstitueret sig selv - som leder for jobcenteret - efter så alvorlige anklager. Det, mener jeg, er uklogt, og det hænger ikke sammen i min verden, siger Dennis W. Clausen til TV 2 Lorry.

Samtidig mener han, at det er dybt kritisk, at medlemmerne af Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget ikke er blevet orienteret om, at der har været samarbejdsproblemer mellem en forvaltningschef og en jobcenterchef.

- Det kan godt være, at det er økonomiudvalget, der er personaleansvarlig, men det er det pågældende udvalgs ansvarsområde. Det kommer fuldstændig bag på mig det her, siger Dennis W. Clausen.

Carsten Fuhr fra Det Konservative Folkeparti vil gerne afvente kommunens undersøgelse af anklagerne, inden han bliver mere konkret i sin bekymring. Men han ser frem til, at sagen bliver "gravet ud til bunds", så han ved, hvad der er op og ned.

- Hvis det viser sig, at der er sket lovbrud, så vil der helt sikkert også blive taget hånd om det, siger han.

Paw Karslund fra Dansk Folkeparti er på linje med sine kollegaer i Tårnby Kommune og kalder sagen for "meget uheldig og beklagelig."

Kontaktede styrelse før exit

Tårnby Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at det var Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som Bo Hammer kontaktede forud for sit exit.

Den nu tidligere jobcenterchef anmeldte Tårnby Kommune for ‘nogle uregelmæssigheder,’ lyder det.

Det betyder, at kommunen nu skal redegøre for situationen. Fristen for redegørelsen er den 4. oktober.

quote Det er voldsomme anklager, og jeg er bekymret. Men det skal afklares, inden vi handler på det.

Ingelise Andersen (RV), byrådsmedlem i Tårnby Kommune

I forhold til kritikken af at Tårnby Kommune skal have omgået udbudslovgivningen, svarer Tårnby Kommune i pressemeddelelsen:

"Dette forhold er behandlet på et åbent punkt den 23. februar 2021 i Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget og den 10. marts 2021 i Økonomiudvalget, hvor der også er godkendt en plan for at få gennemført de nødvendige udbud – en plan der nu er ved at blive implementeret".

"Resten af kritikpunkterne vedrørende lovmedholdeligheden vil kommunen vente med at kommentere på, til revisionen har færdiggjort deres arbejde. I forhold til Bo Hammers kritik af kommunen for dårlig ledelse, tager vi naturligvis også dette meget alvorligt, og vi er i gang med at undersøge kritikken nærmere."

Borgmester i Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (S), har ikke ønsket at udtale sig, men henviser til pressemeddelelsen fra kommunen.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik