Afkræftet skildpadde med kuk i gps'en får nu fast bolig på Den Blå Planet

Naturstyrelsen giver dispensation til, at havskildpaddeunge får permanent ophold på Den Blå Planet.

En vildfaren og syg havskildpaddeunge, der i januar blev fundet ved den jyske vestkyst, skal fremover vokse sig stor og stærk i Den Blå Planet.

Det skriver akvariet i en pressemeddelelse.

Det er Naturstyrelsen, der har givet dispensation til, at ungen, der nu er ved godt helbred, kan blive boende i akvariet.

- Hvis et dyr bliver fundet langt fra sine naturlige omgivelser, og chancerne for overlevelse på anden vis er større, kan man få dispensation til at beholde dyret.

- Den dispensation har vi nu fået af Naturstyrelsen, siger Lars Skou Olsen, chefdyrepasser på Den Blå Planet.

Skildpadde med lungebetændelse

Det var to tyske turister, der i januar fandt havskildpaddeungen ved Blåvand Strand i Sydvestjylland.

Dyret var afkræftet og havde pådraget sig en lungebetændelse.

Ungen blev bragt til Den Blå Planet, hvor den kom i behandling med antibiotika.

- Dyret er sandsynligvis faret vild på turen fra Azorerne, hvor Golfstrømmen har ført den til Europa. Herfra sørgede Jyllandsstrømmen for, at den blev skyllet i land på Blåvand Strand, siger Lars Skou Olsen.

Havskildpadden har højst sandsynligt haft kuk i GPS'en og var faret vild, da den dukkede op på Vestkysten. 
Havskildpadden har højst sandsynligt haft kuk i GPS'en og var faret vild, da den dukkede op på Vestkysten. 
Foto: Den Blå Planet

Havskildpadder bruger Jordens magnetiske felter til at navigere efter.

Klodens store havstrømme fungerer som undersøiske transportbælter for havskildpadderne.

Dyrene svømmer med havstrømmene, og de lange rejser kan strække sig over flere tusinde kilometer årligt.

Fire millioner liter vand at bolre sig på

På sigt flytter den nye beboer i Oceantanken, der rummer fire millioner liter vand.

Inden skildpadden er stor nok til at flytte, får den sig nogle nye eksotiske værelseskammerater.

Snegle og muslinger bliver en del af kollektivet. Også tropiske fisk flytter ind hos havskildpadden, blandt andet kirurgfisk, der spiser alger fra skildpaddens skjold.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik