500 kilo ulovligt toiletrens bremset i lufthavn

Toldstyrelsen har siden årsskiftet tilbageholdt over 500 kilo toiletrens forsøgt importeret til Danmark.

Toiletterne i de danske hjem er beskidte som aldrig før. 

Det skulle man i hvert fald tro, hvis man ser på den mængde af ulovligt toiletrens private mennesker i øjeblikket bestiller hjem fra Kina. 

Toldstyrelsen har siden årsskiftet tilbageholdt over 500 kilo toiletrens, der er blevet forsøgt importeret til Danmark. Særligt i juli og første del af august er antallet af sager med toiletrens steget markant.

Da der er tale om postpakker, lander de i Internationalt Postcenter i Kastrup Lufthavn, oplyser Toldstyrelsen til TV 2 Lorry. 

Alene i juli og august måned har styrelsen registreret mere end 2.000 sager med toiletrens.

Pakker med ulovligt toiletrens begynder at hobe sig op i Kastrup.
Pakker med ulovligt toiletrens begynder at hobe sig op i Kastrup.
Foto: Toldstyrelsen

- I første halvdel af 2021 og særligt efter sommerferien har vi set en markant stigning i sager med import af ulovlig toiletrens. Rengøringsmidlerne lever ikke op til en række bestemmelser og er derfor til fare for både forbrugeren og miljøet. Derfor tilbageholder vi toiletrensen på vegne af Miljøstyrelsen, der er ansvarlig myndighed på området, forklarer kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund i en pressemeddelelse. 

Rengøringsmidlerne er fremstillet i Kina, men overholder hverken EU eller Danmarks regler på miljøområdet Toldstyrelsen har i samarbejde med Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion håndteret de mange sager med toiletrens. Toiletrensen er som rengøringsmiddel omfattet af den såkaldte fælleseuropæiske Detergentforordning, hvilket blandt andet betyder, at når produktet importeres, så skal det fremgå, hvad produktets ingredienser er.

- Er man i tvivl om, hvorvidt det er en god idé at købe et kemisk produkt som rengøringsmiddel fra udlandet, er det som udgangspunkt en god tommelfingerregel at man køber det inden for EU’s grænser, lyder opfordringen fra Michael Lund.