Mursikring: 250.000 kroner skyllet væk på fjorten dage

En midlertidig mursikring langs Rågeleje Strandvej har kostet borgerne i Gribskov Kommune 250.000 kr. Dansk Folkeparti undrer sig over beslutningen.

Da efterårsstormen Bodil sidste år blæste over regionen, blev Rågeleje Strandvej hårdt ramt. Her forsvandt store dele af både vejen, og den kystmur som skal beskytte vejen mod vand og vind.

Derfor besluttede Teknisk udvalg i Gribskov Kommune i november 2015, at opsætte en såkaldt mursikring, for at beskytte muren mod kommende storme og store bølger. Det skriver Gribskov Lokalavis.

Resultat ses nu. Efter et par mindre storme er næsten alt sand og det meste ral væk - skyllet i havet

Sikringen bestod i at sikre de udsatte dele af Rågeleje Strandvej ved en såkaldt sandfodring, hvor store mængder mindre sten og sand blev lagt ud, for at bryde bølgerne tidligere. Prisen for mursikringen, som borgerne i Gribskov Kommune har betalt for, løb op i 250.000 kroner for 1000 kubikmeter mindre sten og 400 kubikmeter sand.

Forslaget blev stemt igennem af Venstre, Socialdemokraterne og Nyt Gribskov, mens Dansk Folkeparti stemte imod.

– Resultat ses nu. Efter et par mindre storme er næsten alt sand og det meste ral væk - skyllet i havet - og Dansk Folkeparti undrer sig stadig over, hvorfor et stort flertal ønsker at smide pengene i havet på den måde, siger medlem af Gribskov Byråd for Dansk Folkeparti, Brian Lyck Jørgensen, til Gribskov Lokalavis.

Man må sige, det var en meget midlertidig sikring.

Avisen beretter, hvordan flere borgere allerede har reageret på den kortvarige mursikring ved stranden. En af dem er Erik Larsen, som er nabo til Rågeleje Strandvej. Han har taget en række sigende billeder i løbet af de fjorten dage, sikringen stod, som du kan se i toppen af denne artikel.

- Der kan jo ikke være ret mange meninger om det. Hvis det var mine egne penge, så havde det aldrig fundet sted. For mig virker det uprofessionelt, lyder det fra Erik Larsen i en mail til TV 2 Lorry.

Selv omtalte Gribskov Kommune mursikringen på sin egen Facebook-side, hvor man pointerede, at sikringen var midlertidig, hvad Erik Larsen giver dem ret i.

- Man må sige, det var en meget midlertidig sikring, skriver Erik Larsen.

I alt var mursikringen nyttig i fjorten dage, før det meste sand og ral var skyllet bort. Og den kortsigtede slutning kostede altså 250.000 kroner.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik