Vandværk: Hjælp, hvor bliver vores vand af?

Et større detektivarbejde er lige nu i gang i Store Heddinge.

Vandet løber løbsk i Store Heddinge på Stevns. I mange måneder har ekstra store vandmængder forladt vandværket, men ingen ved, hvor vandet bliver af. Nu beder vandværket borgerne om hjælp til at løse mysteriet. 

Problemet startede allerede tilbage i februar måned, og der er mistanke om en lækage et sted i området, men indtil videre har eftersøgningen ikke givet noget resultat. 

Vandværket har gennemført natlige områdeundersøgelser, fjernaflæst forbrugernes vandmålere og kigget efter vandmængder over jorden, der kan afsløre ledningsbrud, men mysteriet forbliver uløst på femte måned.  

- Nu spørger vi derfor vandforbrugerne, om de eventuelt kan have nogle observationer omkring vand på usædvanlige steder, mærkelige lyde i vandrør og kloakker eller andet mistænkeligt, som måske kan hjælpe med at opspore lækagen, siger Viggo Nielsen, næstformand for Store Heddinge Vandværk.

Der er stort incitament for borgerne til at være ekstra opmærksomme. Det løbske vand kan nemlig ende med en stor ekstraregning til forbrugerne.

- Det er af stor betydning at få stoppet merudpumpningen, da der skal svares afgifter til staten af en del af det, og der er kun vandforbrugerne til at betale, konstaterer Viggo Nielsen

Tip i sagen kan gives til Store Heddinge Vandværk på telefon 40506517 eller på mail til storevand@storevand.dk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik