Træt af sort snak fra kommunen? Nu vil Stevns hjælpe borgerne

Mange har svært ved at forstå kommunens breve og afgørelser. Det vil man nu forsøge at løse på Stevns gennem en ny borgerrådgiverfunktion.

For mange borgere kan det at være omtrent lige så svært at forstå, hvad kommunen skriver i sine breve, som det kan være en læse en bog vendt på hovedet.

Flere kommuner rundt om i landet har derfor valgt at ansætte såkaldte borgerrådgivere, der kan hjælpe borgerne med at forstå kommunens breve og afgørelser, og rådgive dem i eksisterende sager.

Også på Stevns har man fået øjnene op for, at det ikke altid er helt nemt for borgerne at navigere rundt i det kommunale system med dets tunge fagsprog og indviklede paragraffer.

Borgmester har valgt at lytte

Derfor har Stevns Kommune nu besluttet, at de fra efter sommerferien også skal have deres egen borgerrådgiverfunktion.

- I det seneste halve års tid har jeg talt med mange borgere, både på mine ture rundt i kommunen, og ved Åbent Rådhus en gang om måneden. Nogle af dem giver udtryk for, at de har svært ved at forstå og navigere i det kommunale system’, siger borgmester på Stevns, Anette Mortensen (V), i en pressemeddelelse.

Hun tilføjer: 

- Det kan jeg godt forstå, for en kommune er en stor og kompleks størrelse. Samtidig er det ikke altid lige let at forstå den lovgivning, som ligger til grund for de afgørelser, vi træffer. Den oversættelse kan en borgerrådgiver f.eks. hjælpe med, og det ser jeg frem til at få sat i gang. Desværre har vi også sager ind imellem, som vi ikke får løst godt nok, eller hvor vi får truffet en forkert beslutning. Her kan en borgerrådgiver hjælpe med at få sagen tilbage på sporet, så borgeren kan være tryg ved den afgørelse, sagen ender med, lyder det fra borgmesteren.

Borgerrådgiverfunktionen placeres administrativt i kommunens juridiske sekretariat, som ikke er en del af den daglige sagsbehandling. Der vil ske en halvårlig afrapportering til kommunalbestyrelsen. 

Herudover arbejder rådgivningsfunktionen også internt i kommunen, ved at rådgive de forskellige fagcentre om god sagsbehandling.

Sluttelig behandler rådgiveren ikke klager, som er, eller vil blive, indbragt for det kommunale tilsyn, domstolene eller Folketingets Ombudsmand.

Hvad kan borgerrådgiveren hjælpe med?

  • Rådgive i eksisterende sager
  • Hjælpe med at forstå afgørelser, breve osv. 
  • Vejlede i, hvordan du kan klage over en afgørelse
  • Herudover arbejder rådgivningsfunktionen også internt i kommunen, ved at rådgive de forskellige fagcentre om god sagsbehandling.

Hvad må borgerrådgiverfunktionen ikke hjælpe med?
  • Rådgiveren må ikke ændre på indholdet af en afgørelse
  • Rådgiveren behandler ikke klager over det serviceniveau, der er besluttet politisk
  • Klager over medarbejdere i kommunen.

Kilde: Stevns Kommune

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik