Seks har henvendt sig, efter genbrugsbutik fandt formue i tøjpose

Politiet efterlyser stadig pengenes rette ejer.

Typisk er det lommeuld, der dukker op, når genbrugsbutikker gennemgår det tøj, som folk donerer.

Men som TV 2 Lorry forleden kunne fortælle, dukkede der ganske overraskende en mindre formue op, da personalet i en Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutik i Store Heddinge på Stevns sidste weekend modtog en pose med tøj fra en fremmed borger.

Da personalet gennemgik tøjet fandt de et femcifret pengebeløb. De kontaktede herefter politiet, som hentede pengene som hittegods og efterlyste den ukendte ejer.

Midt- og Vestsjællands Politi kan torsdag oplyse til TV 2 Lorry, at de har modtaget seks henvendelser fra borgere vedrørende posen med pengene.

Politiet har dog kunnet udelukke, at pengene tilhører nogen af de seks personer.

Bekskrivelser stemmer ikke overens

Enten har der ikke været tale om den rigtige genbrugsbutik, eller også har personernes beskrivelse af de indleverede effekter i posen ikke stemt overens med fundet i genbrugsbutikken.

Ifølge politiets presseafdeling er der dog ikke noget, der tyder på, at personerne har forsøgt at snyde sig til pengene.

Politiet nævner, at nogle af henvendelserne kommer fra personer, som har doneret effekter fra et dødsbo til genbrug, og i den forbindelse ville dobbelttjekke, om posen med tøj måske kunne være deres.

Politiet oplyser, at ejeren kan henvende sig til dem med en nærmere beskrivelse af de indleverede effekter og skal kunne godtgøre at være rette ejer.

TV2 Lorry talte forleden dag med Winnie Ringsmose, som er butiksleder i genbrugsbutikken i Store Heddinge.

Hun fortalte, at man fra politiet havde fået besked på ikke oplyse beløbets størrelse. Hun fortalte dog, at meget tyder på, at ejeren er en ældre mand.

- Vi har fået mundkurv på. Men vi håber, den rigtige ejermand bliver fundet. Jeg er rigtig ked af det på vedkommendes vegne, sagde hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik