Rugemor snød barnløse par: Nu er hun idømt fængselsstraf

En 38-årig kvinde er ved Retten i Roskilde blevet dømt for groft bedrageri mod tre barnløse par.

Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 38-årig kvinde er fredag middag blevet idømt en fængselsstraf ved Retten i Roskilde for bedrageri af særlig grov karakter.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden, der udgav sig for at være rugemor, skal i fængsel for at have snydt tre barnløse par for omkring en halv million kroner i alt, da hun indgik en aftale om at agere rugemor for parrenes børn mod betaling herfor.

Ifølge retten havde kvinden dog aldrig til hensigt at overholde aftalerne med parrene.

Læs også Genkender du dem? To kvinder misbrugte ældre kvindes betalingskort

Hemmeligholdt graviditet og tvillingefødsel

Sagen startede allerede i 2016, da den nu 38-årige kvinde blev gravid og fødte tvillinger som følge af en fertilitetsbehandling med et af parrene.

Graviditeten fortalte hun dog ikke det afventende par om, mens alle tre par fortsat betalte hendes påståede udgifter i forbindelse med fertilitetsbehandlingen.

Kvinden, der dengang havde bopæl i Stevns Kommune, gav parrene usande oplysninger vedrørende sine udgifter og påstod desuden, at fertilitetsbehandlingen var mislykket, eller at hun undervejs havde mistet barnet i ufrivillig abort.

I slutningen af 2017 blev forholdene anmeldt til politiet, og siden da har sagen været efterforsket af sektionen for Speciel Efterforskning - Økonomisk Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.

- Efter en lang og intensiv efterforskning i en sag uden fortilfælde, er jeg tilfreds med, at den samlede sag er blevet bedømt ved retten, siger politikommissær Martin Eise Eriksen, der er leder af efterforskningsafdelingen for Økonomisk Kriminalitet, i en pressemeddelelse.

Læs også Store støjproblemer på Vestegnen - her brokker borgerne sig mest

Idømt ubetinget fængselsstraf

Den 38-årige kvinde blev idømt en ubetinget fængselsstraf på i alt et år og ni måneders ubetinget fængsel for bedrageri af særlig grov beskaffenhed mod tre barnløse par samt dokumentfalsk.

Den 38-årige kvinde skal desuden betale erstatning til de tre par.

- Jeg er rigtig glad for, at retten var enig med mig i, at sagen ikke kun skulle bedømmes alene ud fra det økonomiske tab, men også ud fra den vildfarelse og de menneskelige konsekvenser, som den tiltalte har påført de forurettede, siger specialanklager Anja Lund Liin fra Midt- og Vestsjællands Politi og tilføjer:

- Det er ganske alvorligt bedrageri, vi har set i denne sag, og det lagde retten også vægt på i dommen.

Den nu bedrageridømt kvinde ankede dommen på stedet.

Læs også Første weekend med nye regler for nattelivet: - Hvis ikke reglerne overholdes, vanker der bøder



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik