Ny tilladelse sikrer flere sommerhuse i Stevns

For mere end et år siden ansøgte Stevns Kommune om at få tilladelse til at udlægge nye sommerhusgrunde. Nu har et område i Rødvig fået grønt lys.

I området Rødvig i det sydlige Stevns finder man mange af de vigtige tjek-af-punkter, hvis man er glad for at tage en tur i sommerhus. 

Her er der et livligt havnemiljø, badestrande, mulighed for at dyrke vansport, flere restauranter og i det hele taget en let adgang til klinten langs kysten. 

Derfor er området i dag et populært sommerhusområde, men Stevns Kommune har længe villet udvidet antallet af sommerhusejere, så der kan komme endnu flere gæster til byen i fremtiden. 

For mere end et år siden ansøgte kommunen om at få tilladelse til at udlægge et område i Rødvig til nye sommerhuse. Og nu har man fået tilladelse til, at der kan bygges 18 nye, skriver Stevns Kommune i en pressemeddelse. 

- Turismeerhvervet er stigende i Stevns Kommune med et stort potentiale for yderligere vækst. Flere sommerhuse giver flere turister, og flere turister giver en øget omsætning hos det lokale erhvervsliv. Derfor ser jeg frem til, at vi i Stevns Kommune kan følge den vækst, der generelt er i turismeerhvervet i Danmark i disse år, udtaler borgmester Anette Mortensen (V). 

18 ud af 50

Det er Erhvervsstyrelsens kommende landsplandirektiv, som giver Stevns Kommune mulighed for at udlægge nye sommerhusgrunde i et kystnært område som Rødvig.

I alt søgte 25 kommuner om tilladelse til, at der kunne bygges nye sommerhuse i et område hos dem. I Stevns søgte man om at udlægge 50 sommerhusgrunde, men fik tilladelse til 18 nye grunde ud af den samlede pulje. 

- Med 18 nye sommerhuse i Rødvig kan vi skubbe til den udvikling og får hermed også nogle flere overnatningsmuligheder i byen. Især hvis husene også bruges til udlejning, så vi får en større belægningsgrad i højsæsonen, og det har vi behov for, siger borgmester Anette Mortensen (V). 

Særlige krav

Stevns Kommune skulle opfylde flere kriterier, før de kunne søge om at udlægge nye sommerhuse i et kystnært område. 

For eksempel er det et krav, at sommerhusene ligger i sammenhængende områder, og at de placeres i tilknytning til eksisterende eller planlagte sommerhusområder, hvor der er et turistmæssigt potentiale. 

Derudover skal Stevns Kommune sikre og udbygge offentlighedens adgang til kyststrækningen. Sommerhusene kan ikke blive placeret i et område med særlige naturbeskyttelsesinteresser. 

I den kommende tid skal Stevns Kommune sammen med Erhvervsstyrelsen afklare, hvor de nye sommerhuse præcis skal ligge. Kommunen forventer, at det bliver en del af Stevns planer for 2021. 

Stevns Kommune er den eneste kommune i TV 2 Lorrys område, som havde søgt om tillaldelse til at udlægge nye sommerhusgrunde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik