Lille pige slynget af pony, efter bilist kastede kanonslag efter dem

Midt- og Vestsjællands Politi søger efter føreren af en rød bil, der har kastet kanonslag efter dyr i Stevns.

En lille pige på tre og et halvt år fik sig en grim forskrækkelse, da hun var til ridning ved Store-Heddinge i Stevns tirsdag aften.

Her blev hun kastet af en pony, da hun kom ridende på Rengevej, efter en person i en bil kørte forbi og kastede et kanonslag ud af vinduet. Eksplosionen forskrækkede ponyen, hvis forskræmte bevægelser kastede pigen af.

Samme aften oplevede en anden pige i området noget lignende. Pigen, der er 12 år, kom gående med sin hund i Bøgeskoven ved Store-Heddinge, da en rød bil kørte forbi og smed kanonslag ud af vinduet.

Lige som ponyen blev hunden svært forskrækket og stak af.

Det fremgår af døgnrapporten hos Midt- og Vestsjællands Politi.

I begge tilfælde er det pigernes mødre, der har anmeldt sagerne.

Derfor søger politikredsen vidner, der kan hjælpe med at identificere den røde bil og føreren af denne.

Bilen beskrives som en mindre personbil, og føreren af bilen beskrives som en mand.

Til TV 2 Lorry oplyser pressevagten hos Midt- og Vestjællands Politi, at der ikke er yderligere beskrivelse af køretøj eller føreren.

Hverken den lille pige eller nogle af dyrene kom til skade ved optrinene.

Politiet hører gerne fra borgere med oplysninger på telefonnummer 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik