Lille fodboldklub vinder fornem hæderspris: "Det største, vi kan opnå"

Glem alt om FCK, Brøndby og FC Nordsjælland. Den lille fodboldklub Store Heddinge Boldklub fra Stevns er blevet kåret som årets fodboldklub til Dansk Fodbold Award.

Tll trods for sine bare 300 medlemmer kan fodboldklubben Store Heddinge Boldklub fra Stevns nu prale af at være landets bedste.

Til DBU's store prisshow Dansk Fodbold Award blev klubben hyldet som årets bedste på lige fod med Kasper Schmeichel og Pernille Harder, der vandt priserne som hhv. bedste mandlige og kvindelige fodboldspiller.

- Som klub er det jo det største, vi kan opnå, når vi har vundet denne pris, siger formand Mikkel Hoffmann-Rasmussen til TV 2 Lorry.

Udover at være formand er Mikkel Hoffmann-Rasmussen også ungdomstræner for u11-drengeholdet i klubben.

- Vi benytter os i klubben rigtig meget af DBU og de værktøjer, de stiller til rådighed. Især omkring frivillighed og fokus på fodbold for de mindste og for piger har vi fået meget hjælp gennem DBU, siger formanden, der selvfølgelig er ekstremt glad for den fornemme pris.

- At vi har vundet denne pris betyder jo, at vi har fået et stort skulderklap til det, vi går og bruger tid på i hverdagen. Og så kan vi jo kun håbe, at det kan give nogle flere medlemmer og flere frivillige med denne anerkendelse.

Beskrivelse fra DBU's indstilling af Store Heddinge Boldklub som årets fodboldklub:

Venskab, leg, glæde, dialog og udvikling. Det er ikke bare værdier, men leveregler for Store Heddinge Boldklub, som i 2016 besluttede sig for, at der måtte gøres noget i klubben, som oplevede, at det var de samme frivillige, der trak læsset. Arbejdet med frivilligheden førte til en ”frivilligbank”, der i dag tæller mere end 100 frivillige, som troligt dukker op, når der er brug for dem.

Det kan for eksempel være, når klubben afholder deres månedlige fællesspisninger. Her prioriterer klubben, at alle har råd til at være med, hvilket kendetegner klubbens samfundsansvar. Klubben gør blandt andet en stor indsats for at bidrage til integrationen af flygtninge i området. Der er således spillere på flere af klubbens hold, der søger asyl i Danmark, og dem har klubben taget varmt imod. Aktiviteterne har også medført medlemstilgang, hvilket illustreres bedst af klubbens pige- og kvindeafdeling, der nu tæller 32 medlemmer -  tidligere var der ingen medlemmer.

Prisen som årets fodboldklub i landet kommer i forlængelse af, at Store Heddinge Boldklub i efteråret blev kåret som årets fodboldklub på Sjælland. 

- Vi har fået en rigtig flot pokal, som helt klart skal op at stå aller forrest i klubben. Den er vi meget stolte af.

- Det er ikke hver dag, at man lige bliver hyldet på scenen foran folk som Ebbe Sand, Jon Dahl Thomasson og landstræner Åge Hareide. Så det var en stor oplevelse for os, der var med til showet - men prisen har vi vundet på vegne af alle i klubben. Og vi kunne se, da vi lagde et billede på vores Facebookgruppe, at mange af vores medlemmer også var stolte og postede billeder af dem selv med klubtøjet på, siger formand Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

I Strore Heddinge håber man, at man kan være et forbillede fra andre klubber, som også i fremtiden vil gøre brug af de mange gode initiativer, der tilbydes fra DBU

Vinderne til Dansk Fodbold Award

  • Årets mandlige spiller: Kasper Schmeichel.
  • Årets kvindelige spiller: Pernille Harder.
  • Årets træner: Åge Hareide.
  • Årets mandlige talent: Jacob Bruun Larsen.
  • Årets kvindelige talent: Karen Holmgaard.
  • Årets superligaspiller: Robert Skov.
  • Årets 3F-spiller: Nanna Christiansen.
  • Årets dommer: Jens Maae.
  • Årets fodboldklub: Store Heddinge Boldklub.
  • Årets mål: Robert Skov.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik