Pia spørger: Hvorfor er skulpturerne på Axeltorv omringet af gule hegn?

Hvorfor har skulpturerne på Axeltorv i flere måneder været omringet af store gule hegn? Det spørgsmål har Pia Leon fra Helsingør stillet os på Spørg Os siden.

Hun har tidligere boet i København og blev altid glad ved synet af skulpturerne, som står på række mellem Tivoli og Cirkusbygningen.

Skulpturerne på Axeltorv

  • På Axeltorv står en række af skulpturer kaldet Zodiac, af kunstneren Mogens Møller
  • Skulpturgruppen består af ni vaseformede bronzeskulpturer, der repræsenterer solsystemets ni planeter
  • Navnet Zodiac kommer fra latin og betyder stjernetegn
  • Skulpturerne var i en periode i 2015-16 udlånt til KØS Museum i Køge i den tid Axel Towers blev bygget. 
  • Som en del af skulpturudstillingen er et cirkelformet vandbassin af arkitekten Morten Breyens, som symboliserer solen i solsystemet


Kilde: https://koes.dk/udstillinger/tidligere-udstillinger/zodiac-en-skulpturudstilling-under-aaben-himmel

Pia Leon var i juni på besøg i København, hvor hun første gang lagde mærke til de store gule hegn, der skyggede for skulpturerne. Hun tænkte, at det måtte være en midlertidig løsning, men da hun igen kom forbi Axeltorv i slutningen af august, stod hegnene der stadig. Det fik hende til at skrive til os:

- Sidst i juni var jeg turist i København og på Axeltorv så jeg, at de smukke skulpturer (Zodiac) var omkranset af grimme gule hegn. Jeg tænkte, at det var midlertidigt, men her sidst i august var jeg igen i København og så, at de grimme gule hegn stadig omkranser de smukke skulpturer.

Pia Leon vil gerne vide, hvorfor der er hegn rundt om skulpturerne, og hvor længe det kommer til at vare.

- Man ser kun det gule hegn, og det er synd, for det er jo ellers en smuk plads med udsigt ned til Cirkusbygningen, siger Pia Leon til TV 2 Lorry.

De gule beskyttelseshegn omkring skulpturerne på Axeltorv har snart stået der i et år.
De gule beskyttelseshegn omkring skulpturerne på Axeltorv har snart stået der i et år.
Foto: Rasmus Ussing, TV 2 Lorry

Beskytter mod påkørsel

Men hvad er de store gule hegn så til for, og hvor længe skal vi kigge på dem? 

Vi har kontaktet Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning, som oplyser, at de gule hegn er opstillet for at beskytte skulpturerne mod større biler, der kører op på pladsen. De blev sat op i november 2020.

- De gule hegn på Axeltorv er opstillet midlertidigt for at sikre kunstværkerne mod påkørsel, og forvaltningen arbejder på en permanent løsning.

Den gule farve er heller ikke tilfældig. Selvom det ikke er tilladt, kører større varevogne over pladsen for at levere varer ad denne vej. Derfor skal hegnene være store og tydelige, oplyser forvaltningen:

- Da der stadig er varekørsel på pladsen, har det været nødvendigt at gøre indhegningen af skulpturerne meget tydelig i både højde og farve. Dette er for at sikre, at hegnene også kan ses af eksempelvis bakkende lastbiler.

Følg med på Spørg Os siden

  • Se, hvad vi allerede har svaret på
  • Stem på ugens udvalgte spørgsmål
  • Skriv dit eget spørgsmål, der kan undersøges journalistisk
  • Kom ind på Spørg Os siden her

Men hegnene skal snart fjernes. Forvaltningen oplyser, at de arbejder på at udskifte de gule hegn rundt om skulpturerne med pullerter ud mod Jernbanegade og mod Vesterbro Passage. Det skal reducere bilkørslen på pladsen. Nogle pullerter vil være oplukkelige for at sikre redningskørsel. 

Forvaltningen forventer, at den nye løsning bliver udført til efteråret.

Planen er, at hegnene på Axeltorv skal tages ned i november, når pullerter lukker pladsen af for varelevering med lastbiler.
Planen er, at hegnene på Axeltorv skal tages ned i november, når pullerter lukker pladsen af for varelevering med lastbiler.
Foto: Rasmus Ussing, TV 2 Lorry

Udskiftes i efteråret

Vi er vendt tilbage til Pia Leon med Teknik- og Miljøforvaltningens svar, og det glæder hende, at bybilledet snart kan vinke farvel til de gule hegn.

- Jeg tænkte, at hvis hegnene var til for at beskytte skulpturerne mod noget, må man da kunne finde en pænere løsning, siger hun.

Tak til Pia for spørgsmålet!

_

_


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik