Kenneth undrer sig: Hvad blev der af det historiske seksdagesløb?

Siden 1934 har vi kendt til det legendariske seksdagesløb for banecykling, men for tre år siden forsvandt det. Nu er et kortere løb klar til at indtage banen.

Der plejede at være fuld fart på cyklerne og gang i mælkesyren, når nogle af verdens hurtigste banecyklister kæmpede om at vinde det historiske seksdagesløb i Ballerup Super Arena. 

Artiklen forsætter under faktaboksen...

Hvad er et seksdagesløb?

  • Et seksdagesløb er et cykelløb hvor rytterne dyster i par. Det køres på en oval bane, som skråner indad, således rytterne kan bevare fart og friktion gennem svingene

  • Der er ingen stejle bjergstigninger eller lange enkeltstarter i et seks dages løb. I stedet cykler rytterne i ring på den indendørs bane i timevis

  • Rytterne kæmper om at vinde omgange, og det par der har vundet flest ved løbets afslutning, cykler med sejren

  • Cykelrytterne vinder en omgang ved at trække fra feltet, for derefter at indhente det bagfra, så de kommer en hel runde foran

  • Den duo, der spås de bedste chancer for at vinde, kører traditionelt som par nummer 7


På trods af løbets legendariske status, er det ikke blevet afholdt siden 2019. 

Det har fået Kenneth fra Østerbro til at skrive til os gennem Spørg Os:

- Hvad er der blevet af det historiske seksdagsløb? Hvor afholdes det nu? Og har Royal Arena tænkt sig at afholde det?, spørger han.

Det undersøger vi her!

To års tørke

Løbet blev kørt fra 2005 til 2019 i Ballerup Super Arena. Det var den forhenværende cykelrytter Michael Sandstød, som arrangerede det, men han måtte i 2020 aflyse løbet grundet personlige årsager.

Til stor glæde for landets mange cykelfans overtog folkene bag Royal Arena på Amager stafetten. De ønskede at afholde løbet i 2021, men ligesom den danske Tour-de-France start, blev også seksdagesløbet aflyst i det corona-plagede år.

Artiklen forsætter under faktaboksen...

Følg med på Spørg Os siden

  • Se, hvad vi allerede har svaret på
  • Stem på ugens udvalgte spørgsmål
  • Skriv dit eget spørgsmål, der kan undersøges journalistisk
  • Kom ind på siden her

Fra seks til tre dage på banen

Selvom der ikke umiddelbart er udsigt til et nyt seksdagesløb, så er der nu igen mulighed for at opleve halsbrækkende hastigheder på cykelbanen i Ballerup Super Arena. 

Organisationen Dansk Bane Cykling er nemlig begyndt at arrangere et tredagesløb. Det har indtil videre været afholdt to gange og løber af stablen igen i år fra den 10. til den 12. november 2022.

Ifølge Dansk Bane Cyklings eventchef, Bjarne Kratholm, er banecyklingens fremtid afhængig af, at der stadig satses på større løb herhjemme.

- Det er vigtigt at have et løb, der kan være med til at fremme sporten på lokalt plan og hjælpe med at udvikle unge talenter, siger Bjarne Kratholm.

Den kortere løbsperiode gør det også mere spiseligt for de internationale cykelstjerner at deltage.

quote For de store ryttere er det nemmere at hive tre dage ud af kalenderen, end seks

Bjarne Kratholm, Eventchef, Dansk Bane Cykling

- For de store ryttere er det jo nemmere at hive tre dage ud af kalenderen for at tage til Danmark og køre løb. Jeg kan faktisk se, at tredages konceptet vinder indpas mange steder i Europa, siger Bjarne Kratholm.

Om det nye tredagesløb formår at løfte arven fra det historiske seksdagesløb må tiden vise, men ønsket om det står skarpt:

- Jeg håber, det kan blive en fast tradition, ligesom seksdagesløbet har været det. Det er også derfor, vi har valgt sloganet ”Seks dages stemning over tre dage”. Det er et brand, vi gerne ser lever videre, siger Bjarne Kratholm.

Han fortæller, at der på finaleaftenen ved det seneste tredages løb var fyldt godt op i hallen med omkring 2500 betalende gæster. 

Finalejagt ved tredagesløbet i Ballerup Super Arena d. 9. februar 2020
Finalejagt ved tredagesløbet i Ballerup Super Arena d. 9. februar 2020
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Cykling i døgndrift og rygning på tribunerne

Det er ikke kun i Danmark, der køres seksdagesløb. Faktisk stammer løbsformen fra USA. Her blev de første store seksdagesløb kørt helt tilbage i 1890’ernes New York.

Dengang jagtede rytterne guldet i døgndrift, bogstaveligt talt. Den ekstreme kraftpræstation resulterede over årene i flere dødsfald, og det blev derfor besluttet, at rytterne skulle stille i par, så de kunne skifte hver tolvte time.

Artiklen forsætter under billedet...

Det danske kongehus tog også del i festlighederne. Her ses prins Henrik, prins Joachim og kronprins Frederik sammen med cykelrytteren Ole Ritter.
Det danske kongehus tog også del i festlighederne. Her ses prins Henrik, prins Joachim og kronprins Frederik sammen med cykelrytteren Ole Ritter.
Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

I dag cykles der ikke længere i døgndrift, langt fra faktisk. De officielle regler foreskriver, at der i løbet af de seks dage skal cykles 24 timer som minimum. De 24 timer bliver ikke kørt i et hug, men afvikles over flere løb af et par timers varighed. 

Den forkortede løbs-tid har, ifølge formanden for Cykling Odense, Claus Rasmussen, en stor fordel.

- Tidligere kørte de jo i seks dage, hvor de nærmest ikke var af banen, og det er klart, at det har en konsekvens for rytternes evne til at yde optimalt. At løbet i dag er delt op i "etaper" af et par timers varighed, gør jo at rytterne kan præstere 110%, i alt den tid de er på banen, siger Claus Rasmussen, Formand i Cykling Odense. 

Artiklen forsætter under faktaboksen...

Legender vi husker

  • Banelegenderne Kay Werner Nielsen (1950’erne) og Ole Ritter (1970’erne)

  • Par nummer 7 Gert Frank og Hans Henrik Ørsted (19980’erne)

  • Par nummer 7 med Jesper Mørkøv og Alex Rasmussen (2010’erne)

  • Arrangør gennem 38 år Henrik Elmgreen. Først som speaker, siden som løbsdirektør indtil 2011.

  • Året efter skrev han bogen ’Det Københavnske 6-dagesløb’.


Forum på Frederiksberg

Det første seksdagesløb på dansk jord blev kørt i Forum på Frederiksberg i 1934, og løbet fortsatte der til slutningen af 1990’erne, bortset fra en pause på 15 år fra begyndelsen af 1960’erne.

Det er dog ikke kun hovedstaden, der har haft glæde af løbet. Det er også blevet afholdt i Århus og Herning.

Løbet var yderst populært op igennem 1950’erne. Der blev endda lavet en film om det, som nogle af datidens store skuespillere, som Poul Reichhardt og Lily Broberg, medvirkede i.

Seksdagesløbet i Forum. Det danske par Kay Werner Nielsen og Palle Lykke, 1. juni 1961
Seksdagesløbet i Forum. Det danske par Kay Werner Nielsen og Palle Lykke, 1. juni 1961
Foto: Per Pejstrup/Ritzau Scanpix

Filmen skildrede løbet og rytterne samt den festlige stemning i hallen. For festligt det var det, i hvert fald hvis man spørger Ulrich Gorm Albrechtsen der er kommunikationschef ved Dansk Cykel Union.

- Jeg kommer selv fra Herning og husker, hvordan seksdagesløbet var en stor fest med tobaksrøg og bajere i stride strømme. Det var jo et festligt sted at komme. Der var god servering, og man måtte ryge i hallen, siger Ulrich Gorm Albrechtsen. 

Vores serie om seksdagesløbet

TV2 Lorry lavede i 2019 en serie om det legendariske seksdagsløb i hovedstadsområdet. Se det første afsnit af fem herunder, eller se hele serien her

Tak til Kenneth for spørgsmålet!


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik