Inge spørger: Kan en alt-i-en opvasketabs virkelige alt?

Alt efter hårdheden i drikkevandet kan du være nødt til at hjælpe opvaskemaskinen på vej.

Hvor gode er alt-i-en opvasketabletter egentlig? Skal man stadig sørge for at fylde salt og afspændingsmiddel i maskinen, eller klarer tabletten det hele?

Det undrer Inge fra Herlev sig over. 

Derfor har hun skrevet til vores Spørg Os redaktion med spørgsmålet:

- Når man køber alt-i-en opvasketabs, skal man så stadig påfylde maskinen afspænding og salt?? Hvis man skal, så er det jo spild af resurser og dobbelt op i opvaskemaskinen. Det er måske derfor, at porcelænet føles som om, der er en hinde på.

Vi har undersøgt om alt-i-en tabs virkelig har alt!

Klarer alt! - Nogle steder...

Som navnet indikerer indeholder en alt-i-en opvasketablet alt, hvad opvaskemaskinen behøver, for at servicen bliver ren. Tabletten er tilsat maskinsalt og afspændingsmiddel.

Derfor skulle man tro, at det ikke var nødvendigt at hælde afspændingsmiddel og salt i maskinen.

Men det er ikke altid, at det er nok med en alt-i-en opvasketabs. Om din alt-i-en vasketablet gør sit arbejde kommer an på, hvor i landet du bor, og hvor hårdt vandet i hanerne er.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk er en alt-i-en opvasketabs ikke nok, hvis vandet har en grad af hårdhed over 15° dH. Mange steder i landet er vandet hårdt - især på Sjælland, og derfor vil mange være nødt til at tilføje salt og afspænding.

Hvad er hårdt vand?

Når vi taler om drikkevandets hårdhed, handler det om, hvor stor en koncentration af calcium og magnesium, der er i vandet. Her i landet måles vandets hårdhed ud fra tyske hårdhedsgrader (°dH), som er en forkortelse af Deutsche Härte.

I Danmark vurderes vandets hårdhed således:


  • Blødt vand som 4-8 °dH


  • Middelhårdt vand defineres som 8-12 °dH


  • Temmelig hårdt som 12-18 °dH


  •  Hårdt vand som  18-24 °dH


  • Meget hårdt som 24-30 °dH


Kilde: HOFOR, bolighed.dk


I Københavnsområdet er der områder, hvor vandet er særdeles hårdt med en dH på op mod 30° eller derover.

I Herlev, hvor Inge bor, har vandet en hårdhed på 12-18° dH, og også her vil det være nødvendigt at tilføje afspændingsmiddel og salt.

Der kan dog være forskel på vandets hårdhed fra vandværk til vandværk indenfor kommunen, og man kan derfor altid tjekke sit vandværks information for de præcise tal.

Se selv på kortet hvor hårdt vandet er i din kommune

Forskel på pris og kvalitet

Vi har lavet en gennemgang af priserne på pricerunner.dk, og den viser, at en vask med all-in-one tabletter koster mellem 70 øre og to kroner, mens en vask med almindelige opvasketabs, hvor der ikke er tilsat maskinsalt og afspændingsmiddel, koster omkring 70 øre. 

Forbrugerrådet Tænk har testet kvaliteten af forskellige all-in-one opvasketabletter, og deres resultater viser, at der ikke altid er de dyreste tabs, der er de bedste. 

Og fordi vandet er så hårdt i Københavnsområdet, vil de fleste være nødsaget til at købe afspændingsmiddel og maskinsalt ved siden af. 

Hinder og mærker på servicen

Inges oplevelse af, at der ofte føles, som om der er en hinde på hendes nyvaskede service, kan skyldes, at maskinen mangler afspænding og salt. 

Afspændingsmidlet får vandet væk fra servicens overflade efter den sidste skylning og hjælper med tørringen, og at den færdige opvask ikke får mærker fra resterende vand.

Saltet hjælper til at blødgøre vandet, så maskinen ikke kalker til og efterlader kalkspor på opvasken. 

Tak til Inge for spørgsmålet!






Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik