Helle spørger: Hvem dør med coronavirus?

Er det mest ældre med underliggende sygdomme, der dør med covid-19? Vi har kigget på de seneste tal.

Helle Jensen fra Farum har undret sig over, hvem det er, der dør med covid-19:

- Jeg er blot nysgerrig blandt andet på grund af min alder på 64 år. Jeg er folkeskolelærer og tæt på mange børn i hverdagen, skriver hun til vores Spørg Os-redaktion.

Hun synes, at de daglige tal for antal døde med corona er relativt høje - på trods af, at de fleste ældre og sårbare er færdigvaccinerede. 

- Er det af underliggende sygdomme eller på grund af høj alder? Er det stadig sådan, at Corona høster fra den høje ende?, spørger hun. 

Vi har undersøgt sagen!

Følg med på Spørg Os siden

Dødelighed højere hos mænd end kvinder

Ifølge tal fra Statens Serum Institut (SSI) er der generelt flere mænd end kvinder, der dør med covid-19. 

I den ugentlige opgørelse fra SSI i uge 51 er 1.695 mænd og 1.406 kvinder døde, mens de har været smittet med corona. Man kan dog ikke konkludere, at dødsfaldene skyldes smitte covid-19.

Tirsdag d. 21. december har Danmark samlet registreret 3.101 corona-relaterede dødsfald under pandemien.

Ifølge professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, Thomas Benfield, er det forudsigeligt, at sygdommen rammer mænd hårdere end kvinder.

- Det er sådan med næsten alle infektionssydomme, at mændene rammes hårdere, siger han og fortsætter:

- Blandt jævnaldrene mænd og kvinder har mændene generelt set en dårligere livsstil end kvinder. Det kan for eksempel være at de ryger og drikker mere, siger han.

Vinderspørgsmål!

Ældre med underliggende sygdomme

De fleste dødsfald ses i aldersgruppen 80-89 år. I denne gruppe ligger dødeligheden på 13 procent af smittetilfældene, og hele 94 procent af dødsfaldene er kategoriseret med såkaldt komorbiditet.

Komorbiditet betyder, at patienten har haft hospitalskontakt inden for de seneste 5 år med diagnoser som diabetes, cancer, kronisk lungesygdom, hjerte-kar-sygdomme og hæmatologiske sygdomme, der er sygdomme i blod og bloddannende organer som knoglemarven og lymfesystemet.

Færre indlæggelser trods mere smitte

I rapporten fra Statens Serum Instituts rapport kam man se, at antallet af nye covid-19 tilfælde  i overgangen fra november til december  steg med hele 39 procent, mens antallet af nye indlæggelser steg med 9,8 procent (uge 48/49)

De relativt få indlæggelser har overrasket Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital. 

- De høje smittetal, vi ser lige nu, er hovedsageligt hos børn og unge. De bliver ikke nær så syge af smitten. De færre indlæggelser må også være en effekt af, at så mange er vaccineret, og at de derfor får et mildere forløb, siger Thomas Benfield.


Uvaccinerede er dårligere stillet

På trods af, at den nye variant omikron breder sig hastigt, viser rapporten også, at man er bedre stillet mod al covid-19, hvis man er vaccineret, end hvis man ikke er.

Det flugter ifølge Thomas Benfield med alt det, vi allerede ved:

- Desværre er der ikke noget nyt blandt de uvaccinerede. Der er en risiko, som der altid har været, mens de vaccineredes risiko for alvorlig sygdom og død er lille. 

Tallene viser, at risikoen for at blive smittet var 2,1 gange højere blandt de uvaccinerede grupper over 12 år sammenlignet med dem, der er vaccineret.

 Samtidigt var risikoen for at blive indlagt på hospitalet med covid-19 4,2 gange højere for uvaccinerede grupper over 12 år, end for de vaccinerede (tal fra uge 49)

Covid-19-relaterede dødsfald de seneste uger

Stabilt antal dødsfald

Statens Serum Institut udgiver hver uge en frisk opgørelser over antal registrerede smittede, indlagte og døde med coronavirus.

Den seneste rapport viser, at antallet af covid-19-relaterede dødsfald har ligget stabilt de seneste uger. 

I uge 48 blev der registreret 65 dødsfald, og i uge 49 blev der registreret 64.

Heraf var der seks covid-19-relaterede dødsfald blandt beboere på plejehjem i uge 49. 

Ifølge professor Thomas Benfield er tallene for coronarelaterede dødsfald stort set, som de har været under hele pandemien. 

quote Der har ikke været det ryk, vi har været bekymrede for

Thomas Benfield, Professor og overlæge, Hvidovre Hospital

- Indlæggelsestallet er steget gradvist efter efterårsferien, men der har ikke været det ryk, vi har været bekymrede for kunne komme i forbindelse med omikron, siger han. 

På Hvidovre Hospital er situationen endnu ikke så presset, som de havde frygtet, men Thomas Benfield er usikker på, om det fortsætter.

- Lige nu er hospitalet lidt foran i forhold til antallet af indlagte i og med, at vi har oprustet og  behandlingsgarantien er væk. Men vi er noget spændte på, hvad der sker om en uge eller to. , Måske er det stilhed før stormen, siger han.

''Ikke opsigtsvækkende men beroligende''

Vi er vendt tilbage til Helle Jensen med det svar, vi kunne komme frem til. 

Som lærer på en folkeskole giver det hende ro, at de høje smittetal hos de unge, ikke ser ud til at give slem sygdom: 

- Der er flere børn, der har været syge på min skole, men de har ikke været så syge igen. Det er ikke opsigtvækkende, men beroligende, når jeg er lærer, siger Helle Jensen til os. 

- Det er meget fornemt at blive kontaktet og at ens spørgsmål tages op, det er jeg meget glad for!, siger hun.

Og det er vi også glade for! Tak til Helle Jensen for spørgsmålet!

Hvad undrer du dig over?