Hans undrer sig: Hvorfor skal jeg stå, når bilerne må ’gå’?

Har du også prøvet at vente forgæves på det grønne lys ved et fodgængerfelt? Så læs med her.

Rød mand stå, grøn mand gå. Det lyder simpelt, men er det alligevel ikke altid, for selvom lyset skifter til grønt for bilerne, sker der ikke altid det samme for fodgængerne.

Det undrer Hans Jørgen Elley fra Holte, så han har skrevet til Spørg Os på TV 2 Lorry:

- Når der er grønt for bilerne, er der ikke altid “gå” for fodgængere. Man kommer løbende, men hvis ingen har været der og trykket på knappen, kommer man ikke over før næste gang, siger han.

- Grønt for biler, burde også være grønt for fodgængere, mener Hans Jørgen Elley.

Vi undersøger sagen her!

Dette er et af vores Hurtige Svar

  • Se, hvad vi allerede har svaret på
  • Stem på ugens udvalgte spørgsmål
  • Skriv dit eget spørgsmål, der kan undersøges journalistisk
  • Kom ind på Spørg Os siden her

Biler holdes tilbage

Det kan virke frustrerende at blive ’snydt’ for et grønt lys, men der findes faktisk en forklaring på det. 

Som fodgænger er man ikke kun den mest udsatte i trafikken, man er også den langsomste. Lysreguleringen i et fodgængerfelt opererer derfor med en såkaldt sikkerhedstid, som skal passe på fodgængerne.

Den betyder, at når lyset for fodgængere skifter til rødt, går der et lille stykke tid, før der bliver grønt lys i den tværgående kørselsretning. 

Hensigten er, at fodgængerne når sikkert gennem krydset, uanset om de går, lige når lyset skifter til grønt eller lige inden, det bliver rødt. 

Tryk for lys på travle veje

Sikkerhedstiden gør, at trafikken i den tværgående retning må vente længere, og er der ingen fodgængere, ender den tid som spildtid for bilisterne.

På veje med meget trafik i den ene retning, har man derfor indført at der som udgangspunkt er rødt for fodgængere, medmindre de selv melder deres ankomst. På den måde afvikles den øvrige trafik mere effektivt. 

Sensorer skifter lyset

Ifølge Københavns Kommune, findes der lyskryds, hvor der er konstant grønt i den mest trafikerede retning. Her skifter lyset kun når der kommer trafik fra den mindre befærdede retning.

I den slags lyskryds registreres indkommende trafikanter ved hjælp af sensorer i vejen. Som fodgænger kan man alligevel føle sig overset. Det er nemlig ikke sådan lige at forudse en fodgængers bevægelser.

Når der kommer en bil, så ved man at den skal gennem krydset, det samme med en cykel. Men en fodgænger kan lige så godt dreje om hjørnet, uden behov for at bevæge sig ud i krydset.

Sensoren for fodgængere er derfor placeret lige foran fodgængerfeltet. Man skal altså stå tæt på vejkanten, eller give knappen et tryk, før krydsets lys ved, at man skal passere.  

Tak til Hans Jørgen Elley for spørgsmålet!


Spørg Os - Formular

_

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik