Derfor kan man ikke bare lige få en oplader til elbilen tæt på sin lejlighed

Det kan være enormt bøvlet at bo i lejlighed og samtidig have en elbil, der kræver en ladestander tæt på hjemmet, fordi kommunerne ikke må finansiere og planlægge placeringen af opladere på offentlige veje. Det vil et forslag lave om på.

Hvis du overvejer at købe en elbil, er det åbenlyst en stor fordel, at du kan oplade den i nærheden af dit hjem.

Bor du i et hus med egen indkørsel, kan du nemt få din helt egen oplader. Men bor du i en lejlighed, er du afhængig af såkaldt ”kantstensopladning”, hvor et privat firma opsætter en ladestander, som den på billedet her:

Oplader til elbiler fra Clever
Oplader til elbiler fra Clever
Foto: Peter Boye / TV2 Lorry

Men i dag kan det tage lang tid og en del besvær at få opstillet en oplader ved sin lejlighed. 

Det oplevede 17-årige Simon Vangstrups kørelærer for nyligt, hvilket fik Simon Vangstrup til at sende det følgende spørgsmål til TV2 Lorry gennem vores nye brugerinddragelse Spørg Os, der hver uge besvarer jeres spørgsmål:

- Hvordan kan det være så svært at få en ladestation, når man bor i lejlighed, især i København, når vores mål er, at vi skal have en grøn omstilling og en grøn fremtid?, lød spørgsmålet fra Simon Vangstrup.

Mads Aarup fra forbrugerforeningen Forenede Danske Elbilister er enig i, at det er for svært:

- Der er ikke rigtig nogen god proces for det i dag, og det tager lang tid.

Lærke Flader fra brancheforeningen Dansk Elbil Alliance mener også, at processen skal forbedres.

- På nuværende tidspunkt er der nogle barrierer, som gør, at det forsinker udbygningen af ladeinfrastruktur.

Hvorfor er det så svært?

For at forstå udfordringen skal vi først forstå økonomien i en ladestander. Når et privat firma såsom Clever eller E-ON skal opstille en ladestander, skal de betale to udgifter, som er illustreret på denne grafik:

De to udgifter i opsætningen af en ladestander
De to udgifter i opsætningen af en ladestander

Først skal firmaet betale for at trække strøm under fortovet. Denne udgift varierer, men den er ofte meget stor, og ledningen holder i 50-100 år.

Derefter skal firmaet betale for selve ladestanderen, der er billigere og kun holder i fem til ti år.

Firmaet laver altså to dyre og vidt forskellige investeringer med vidt forskellige tidshorisonter. Derfor skal placeringen af ladestanderen være god, så firmaet kan tjene de to investeringer hjem igen.

Her opstår udfordringen, som spænder ben for omstillingen til grønne biler.

Da firmaerne skal tjene disse investeringer hjem igen, har de ikke interesse i at opstille en ladestander i et område med få elbiler. Samtidig kan personer som Simon Vangstrups kørelærer afholde sig fra at købe en elbil, fordi der ikke er nok opladere tæt på deres lejlighed.

Nu tænker du måske: Hvorfor kan kommunen ikke betale for den dyreste udgift og føre strøm i fortovet? Kommunerne har jo et indgående indblik i deres egen kommune og står allerede for kommunalplanen, så burde de ikke også udpege oplagte placeringer, trække strømmen i fortovet og så sætte pladsen i udbud til de private firmaer?

Men det må kommunerne ikke.

- På politikersprog hedder det kommunalfuldmagten. Kommuner er ikke sat i verden til at investere i ledninger under jorden. Desværre. Men det er en af de ting, der skal til, for at vi får ladere ud ved kantstenene, siger Mads Aarup.

Ifølge kommunalfuldmagten, der er en række bestemmelser for, hvad kommuner må og ikke må, må kommunen ikke være i konkurrence med private udbydere af elektricitet. Denne bestemmelse gør, at kommunen ikke må investere i ledninger under fortovet.

quote Det haster med at få ændret kommunalfuldmagten. Det haster med at få givet kommunerne lov til at stemple ind i den her opgave.

Cecilia Lonning-Skovgaard, Beskæftigelses- og integrationsborgmester (V)

Lovændring kan bane vejen for flere grønne biler

Det kræver altså en lovændring, hvis kommunen skal have lov til at tage en mere styrende rolle i udrulningen af ladere til elbiler. Sådan en lovændring ønsker både Forenede Danske Elbilister og Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance:

- Det, som det kræver lige nu, er en lovhjemmel til, at kommunerne, som skal afholde udbud, kan få mulighed for at medfinansiere lade-udbygningen.

To af de største private udbydere af ladestandere - Clever og E-ON, er også positive overfor denne løsning, der ifølge dem virkelig kan sætte skub i udrulningen af ladestandere.

Imens vi besvarede Simon Vangstrups spørgsmål, kom Venstre i København med et forslag, der netop skal ændre kommunalfuldmagten og give kommunerne en styrende rolle.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard står bag forslaget.

- Det haster med at få ændret kommunalfuldmagten. Det haster med at få givet kommunerne lov til at stemple ind i den her opgave. Det er et kæmpe benspænd for udrulningen af grønne biler, hvis vi ikke kan få dem ladt op. Det kan kommunerne hjælpe med, og det skal vi have lov til.

Transportministeriet ønsker ikke at kommentere sagen, da regeringen er i gang med forhandlingerne om en ny infrastrukturplan.

Onsdag præsenterede regeringen så et udspil til, hvordan kommunerne kan sikre bedre muligheder for mere natur og mindre luftforurening i byerne. Men i udspillet nævnte regeringen ikke opladere til elbiler, hvilket undrer Frederiksbergs konservative borgmester, Simon Aggesen, da Elbilkommissionen også opfordrer til en lovændring i en nylig rapport:

- Det er helt afgørende. Frederiksberg vil være Danmarks elbil-by nummer et, og skal vi have vores borgere til at skifte til elbiler, så skal der være lade infrastruktur. Og det er ikke en del af det (red. regeringens udspil).

En lys fremtid for elbiler

Hvis du overvejer at købe en elbil, er der også gode nyheder. En lang række tiltag skal nemlig gøre det nemmere at oplade sin elbil.

Først og fremmest er der flere ladestandere til elbiler på vej i hovedstaden. I december vedtog Teknik- og miljøudvalget i København at de private udbydere må opstille hele 5000 ladestandere i København. Før var grænsen på 1000 pladser, som næsten var fyldt op.

Og så bliver det også nemmere at betale for strømmen.

I dag er det sådan, at forbrugeren køber et abonnement til en af firmaerne såsom Clever eller E-ON, derfor skal forbrugeren altså ikke blot lede efter en ledig stander – men også en stander fra den rigtige udbyder.

Men ifølge brancheforeningen Dansk Elbil Alliance, har de private udbydere af ladestandere indgået en aftale om en fælles betalingsløsning, så du i fremtiden vil kunne oplade ved alle ladestandere med samme betalingsform. Altså vil du kunne få en app eller en chip, der virker til alle opladere.

Hvad undrer du dig over?

Har du et andet spørgsmål af bred interesse for hele Lorryland, så skriv det i boksen. Vi sætter løbende spørgsmål til afstemning og kaster os over dem, som flest ønsker svar på.

Obs: Vi har ikke mulighed for at undersøge personlige forhold i dette format.