Søndagsmagasinet

Her er plads til både nyheder og længere historier og tid til at gå i dybden med fortællingerne.  Vi beskriver det der optager og skaber debat i lokalområdet. Holder du til i Lorryland omkring f.eks. Lejre, Helsinge, Hundested, Frederikssund eller Solrød og har kendskab til en historie, som du synes skal fortælles i Søndagsmagasinet, så send en mail til: sondagsmagasinet@tv2lorry.dk

Vikingeskibsmuseet efter stormflod Beliggenheden helt i bunden af Roskilde Fjord blev et problem, da stormfloden i december væltede ind over Vikingeskibsmuseet. Det fulde overblik over skaderne mangler stadig, men sikkert er det, at det bliver en omfattende affære at udbedre skaderne, og spørgsmålet er nu, om Vikingeskibsmuseet bør flyttes. Senior iværksættere De seneste år er antallet af iværksættere i 60-års alderen steget markant - og to af dem holder til i Skibby. Herfra producerer og sælger ægteparret Kirsten og Jens Bromann, specialdesignede bolde i massevis til handicappede over hele verden. Og de er kun lige begyndt. Fredning af Saltholm Saltholm i Øresund er en næsten øde ø, der ligger blot 12 kilometer fra centrum af vores pulserende hovedstad. De lodsejere, der i fællesskab ejer Saltholm, har for nylig været i oprør over miljøministeriets fredning af øen. Fredningen skal gavne fuglelivet, og netop fuglelivet har vi været på Saltholm for at kigge nærmere på. Ringparken i Roskilde Vi fortæller historien om, hvad der ligger under jorden i det store beboerkompleks Ringparken i Roskilde. Her blev i sin tid bygget et underjordisk lokalt fjernvarmeanlæg - en såkaldt kulvarmecentral. Ringparken er i selv et anderledes boligkompleks, fordi man ville lave en by i byen. Med 600 boliger og over 2000 beboere skulle Ringparken have sine egne institutioner, supermarkeder og selvfølgelig sit eget fjernvarmeanlæg.

Søndagsmagasinet

13/1/2014