Anderledes turistattraktion: På Puch Maxi i naturen

Journalist Emilie Grav fra TV 2 Øst er taget til TV 2 Nords sendeområde for at udforske, hvilke oplevelser der gemmer sig her. En af dem er en tur på Puch Maxi ved Slettestrand - en sand sommeroplevelse for dig, der er glad for natur og fart.

Jeg må indrømme, at min erfaring med knallertkørsel er sparsom, og derfor er det gaspedal, fodbremse og benzintilførsel, der fylder mest for mig, da vi trækker knallerterne ud af den garage, der mest af alt minder om et Puch Maxi-museum.

Tip til din ferie i Danmark

Mange skal holde ferie i Danmark, og TV 2 Regionerne vil med "Sommer i Danmark" give dig tip til nogle af de mange oplevelser, du måske ikke ved findes derude. Hver TV 2 Regioner har sendt et reportagehold til et andet sted i landet, for at opleve den landsdel med nye øjne. Du kan finde alle oplevelserne her tv2lorry.dk/sommer-i-danmark-1


- Vi starter med at køre gennem lidt plantage, og så ender vi med at nå ud til en udsigt over Vesterhavet, som er helt fantastisk. En ekstraordinær naturoplevelse.

Sådan garanterer Michael Kjeldsen, der er hotelchef på Hotel Nor.

Et idyllisk badehotel ved Slettestrand, der udlejer deres knap 20 Puch Maxier til dem, der kunne have mod på at få sig en naturoplevelse på to hjul – og med gashåndtaget i bund.

Normalt får gæster udleveret et kort med en rute, der kan følge rundt i landskabet. Men i dagens anledning er det i stedet hotelchefen, der guider os.


Fuld fart på idyllen

Hurtigt vænner jeg mig til den lille, røde Puch Maxi, der brummer rutineret under mig.

Ad snoede veje suser vi gennem små bakkede gryder med vild bevoksning på begge sider af vejen, indtil vi drejer fra og ind på en lille grusvej.

- Vi skal ud til noget, der hedder Svinklovene, fortæller Michael Kjeldsen fra sin knallert, da vi nærmer os.

- Det er sådan et udsigtspunkt, der er en del af plantagen herude, hvor man kan få et rigtig flot kig ud over Vesterhavet og Slettestrand. Man føler, at man er på toppen af alting, når man står derude.

Inde under min orange hjelm tænker jeg for mig selv, at så vild kan den udsigt vist heller ikke være. Men det er den. Og mere til.

Da vi triller ud på spidsen af Svinklovene, har jeg simpelthen svært ved at finde ord for det syn, der møder os. Det ville nærmest være blasfemi ikke at parkere knallerterne og sætte sig ned for at nyde udsigten.

I vores mælkekasser har vi heldigvis medbragt et tæppe og en køletaske, der indeholder et par miniatureflasker med bobler og lidt kransekage.

- Vi har to slags ture, man kan booke. Til frokostturen får man øl eller vand og en snackkurv med til turen, og bagefter serverer vi frokost på hotellet. Til eftermiddagsturen får man bobler og noget sødt med til turen, forklarer Michael Kjeldsen.

Uanset hvilken tur vi var kommet med på, havde konklusionen uden tvivl været den samme. Sikke en oplevelse!

Puch Maxi-tur ved Slettestrand: 5/5 stjerner

Pris: 575 kr. pr. person for knallertleje i 2,5 timer (inkl. bobler og sødt til turen)

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik