Trods nedlukning kan børn i Solrød komme i SFO: Mødes via onlineplatform

Efter nytår blev de mindste elever i skolerne også sendt hjem. I Solrød Strand har en skole brugt den nye situation til at finde på et nyt tilbud til børnene i SFO og klub.

Det er ikke kun i skolerne, at eleverne modtager undervisning online. Den samme model bliver nu også brugt i SFO og klubtilbud. 

Sådan er situationen blandt andet på Munkekærskolen i Solrød Strand. Det fortæller viceskoleleder Stine Terjesen til TV 2 Lorry: 

- Da vi kunne se, at de små årgange skulle til at være hjemme, der besluttede vi, at vi egentlig gerne stadig ville være sammen med dem og stadig gerne ville gennemføre de aktiviteter med dem, som vi havde planlagt, siger viceskolelederen. 

Elever spiller guitar online

Konkret betyder det, at de hjemsendte elever fra 0.-6. klasse stadig kan gå i SFO og klub - bare via onlinemødestedet Meet.

Hver årgang kan vælge mellem to aktiviteter om dagen. Det kan være aktiviteter som guitarundervisning, gemmeleg, sang eller dans.

En af eleverne er Charlie Tim, og for ham er tiltaget en udmærket erstatning, selv om det ikke helt kan måle sig med den ægte vare.

- Det er lidt kedeligt. Men jeg har det ok med, at man stadig kan se dem, man plejer at gå i musiklokale med.

Flere skoler tester online SFO og klub

Den oplevelse bekræfter viceskoleleder Stine Terjesen. 

- Børnene er rigtig glade for det. De vil jo helst være her - både på klubben og SFO'en. Men de er glade for at tjekke ind og møde deres pædagoger. 

Ifølge pædagogernes fagforening BUPL findes der lignende tilbud i Ishøj og Glostrup. 

I Solrød Strand er Stine Terjesen glad for, at skolen tog beslutningen om at tilbyde online tilbud til børnene i SFO og klub. 

- Det bedste har været, at vi får et kig ind hos eleverne og ser, at de har det godt. At vi kan bidrage med noget aktivitet i løbet af dagen, fortæller viceskolelederen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik