Politi advarer mod falske bankmænd: To kvinder udsat for svindelforsøg

Midt- og Vestsjællands Politi advarer mod falske bankmænd, der har været på spil i Solrød Strand i denne uge.

Falske bankmænd, der gennem et udspekuleret svindelnummer forsøger at franarre kort- og kontooplysninger fra især ældre borgere,  har de seneste måneder med jævne mellemrum huseret i forskellige byer i TV 2 Lorrys sendeområde.

Og ifølge en døgnrapport fra Midt- og Vestsjællands Politi er der nu grund til at udsende en advarsel igen - det sker på baggrund af to episoder i Solrød Strand. 

Her blev to kvinder på 90 og 71 år udsat for henholdsvis svindel og forsøg på svindel i løbet af torsdag.


Det ene offer nåede at fatte mistanke

Den 71-årige kvinde blev ved 16-tiden ringet op af en mand, der fortalte, han ville hjælpe kvinden med at undgå en uberettiget pengeoverførsel til et andet pengeinstitut. 

Under telefonsamtalen lykkedes det ham at få kvinden til at oplyse koden til hendes bankkort, og han fortalte, at en mand ville komme for at afhente samme kort som led i at få stoppet overførslen.

Da det få minutter senere bankede på døren, var den 71-årige dog så skeptisk, at hun valgte ikke at udlevere sit bankkort, hvorfor manden måtte gå med uforrettet sag. Kvinden har derfor ikke haft nogen økonomiske tab i forbindelse med svindelnummeret.

Beskrivelse af manden ved det mislykkede svindelforsøg:

Den falske bankmand blev beskrevet som:


  • Mand
  • 25-35 år
  • Ikke lys i huden
  • 170-180 cm høj
  • Almindelig af bygning
  • Sort, mellemlangt hår
  • Iført kraftig, sort jakke og sorte joggingbukser

Forsøgte at overføre penge fra offers egen computer

Samme held havde den 90-årige kvinde dog ikke.

Her var det en pårørende, der ud på aftenen anmeldte, at den 90-årige ved 17.30-tiden var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at have næsten samme ærinde som ved den tidligere episode - han ville hjælpe med at stoppe uberettigede overførsler fra kvindens konto.

Mens telefonsamtalen stod på, bankede det på døren, og kvinden lukkede den falske bankmands medhjælper ind i sit hjem.

Her fik den medsammensvorne udleveret koder til bl.a. NemID og kvindens dankort, og han brugte kvindens egen computer til at tilgå hendes netbank. Efter noget tid forlod han hendes hjem medbringende kvindens dankort.

Da den 90-åriges pårørende efterfølgende tjekkede hendes netbank, viste det sig, at manden havde forsøgt at lave overførsler for et sekscifret pengebeløb fra kvindens egen computer, som heldigvis var mislykkedes. Dog var det lykkedes manden at hæve 10.000 kroner, efter han forlod kvindens hjem.

Politiet afhørte efter anmeldelsen den 90-årige kvinde og foretog undersøgelser i hendes hjem med henblik på at sikre sig tekniske spor.

Beskrivelse af manden, der franarrede en 90-årig kvinde 10.000 kroner:

Bankmandens medhjælper blev beskrevet som:


  • Mand
  • 170-175 cm høj
  • Lys hudfarve
  • Brunligt, kort hår
  • Iført sort dynejakke
  • Dansktalende

Politi opfordrer til at man snakker med sine ældre pårørende

Midt- og Vestsjællands Politi advarer i døgnrapporten mod denne form for svindel og opfordrer til, at man aldrig udleverer nogen for fortrolige eller personlige oplysninger til personer, hvis identitet ikke er hundrede procent verificeret.


Samtidig beder politikredsen pårørende til ældre borgere, om at tage en præventiv snak med den ældre om, hvordan man skal forholde sig, hvis man modtager denne type af henvendelser.

Sagerne efterforskes som bedrageri og forsøg på bedrageri sammen med andre lignende sager, hvor samme fremgangsmåde er anvendt.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik