Ny undersøgelse: Sådan snyder svindlere ældre til at udlevere bankoplysninger

53 gange på blot ni måneder er ældre borgere alene i Midt- og Vestsjællands Politikreds blevet bedraget af "telefon-svindlere". Nu har en ny undersøgelse kortlagt, hvordan de kriminelle arbejder.

Det er ikke småpenge ældre borgere mister, når de havner i kløerne på de såkaldte telefonsvindlere, der i de seneste år har hærget i TV 2 Lorrys sendeområde. 

Alene i Midt- og Vestsjællands politikreds er 53, primært ældre kvinder, blevet franarret betydelige summer i perioden 11. maj 2021 til 13. februar 2022. 

Det har fået politikredsen til iværksætte en større undersøgelse af de kriminelles fremgangsmetoder, og i den forbindelse er 25 af de ældre blevet interviewet.

Og nu er man klar med undersøgelsens konklusioner. 

Den viser blandt andet, at ofrene typisk er mellem 74 og 94 år. Der er ofte tale om kvinder, og de bor helt overvejende alene.

Og hvis de ældre skal beskytte sig selv bedst muligt for svindlere, så skal de få hemmeligt nummer og sørge for, at der ikke står for mange oplysninger om dem på sociale medier.

Sådan lyder to af de klare konklusioner fra en undersøgelse.

- Det er vores indtryk, at gerningsmændene via Krak og lignende finder personer, der har navne, som viser, at de kan være fra den ældre generation. Derfor har vi bl.a. set flere med navnet Else blandt ofrene. I nogle tilfælde finder svindlerne så også via Facebook oplysninger om personernes fødselsdato, siger Randi Mortensen fra det kriminalpræventive sekretariat i Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

Den typiske fremgangsmåde er derefter at køre frem til et givent område, ringe ofrene op og overbevise dem om, at der risiko for, at deres bankkonto bliver hacket, og at man derfor skal oplyse sin adgangskode. 

Politiet har følgende gode råd og opfordrer folk til at snakke med deres ældre familiemedlemmer om dem:

  • Vær skeptisk, hvis du får et uventet opkald.

  • Husk at banken aldrig vil bede dig udlevere følsomme oplysninger over telefonen.

  • Politiet eller banken kommer heller aldrig forbi dit hjem for at hente et dankort - så undlad at lukke op.

  • Få evt. navnet på den person, der ringer, og ring så tilbage til bankens hovednummer og spørg efter personen.

Udlever aldrig dit betalingskort eller din kode

  • Overvej at blive fjernet fra Krak.

  • Overvej hvad du deler af personlige oplysninger på sociale medier. 

I nogle tilfælde bliver pengene overført direkte til andre konti, men ofte møder en mand ”fra banken” op på adressen kort efter og henter vedkommendes dankort. Svindleren i telefonen bliver på linjen for at forvirre den ældre mest muligt og holder også forbindelsen, indtil medgerningsmanden er nået ned til nærmeste dankortautomat for at hæve pengene.

- De ældre skammer sig typisk enormt meget over, at de lod sig narre. Men det er vigtigt at sige, at det er der ingen grund til. Der er rigtigt mange, der falder for det her trick, fordi gerningsmændene er så veltalende og overbevisende, siger Sara Olsen, der også har været med til at udarbejde undersøgelsen i det kriminalpræventive sekretariat.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik