Kommune skifter 922 lyspærer - kan score stor dobbelt-gevinst

Solrød Kommune er den seneste i rækken af kommuner i hovedstadsområdet, der vil spare CO2 på vejbelysning.

Borgerne i Solrød Kommune kan inden længe glæde sig over, at klimavenligt lys vil oplyse veje og stier, når mørket falder på.

Et enigt byråd har således for nylig vedtaget, at bruge 3,9 millioner kroner på at skifte 922 lyspærer til LED-pærer.

Ifølge kommunen betyder det en årlig CO2-besparelse på 30,5 tons - og samtidig vil Solrød Kommune på længere sigt spare 400.000 kroner om året på elregningen.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Kim Sunesen (V), formand for Natur-, klima- og planudvalget, mener at “en investering i mere energivenlige løsninger er en investering i vores fælles fremtid.”

- Vi kunne godt have valgt at lade udskiftningen af pærer ske gradvist i forbindelse med den aftale, vi har med vores operatør om løbende renovering af belysningen, men det ville have taget alt for lang tid. Det eneste rigtige er, at byrådet nu har besluttet at sætte fart på processen, siger Kim Sunesen.

Han understreger samtidig, at byrådet i Solrød Kommune har et mål om samlet set at reducere kommunens udledning af drivhusgasser med 70 procent fra 2020 til 2030.

quote Det eneste rigtige er, at byrådet nu har besluttet at sætte fart på processen

Kim Sunesen (V), formand for Natur-, klima- og planudvalget

- Det mål er ikke kun ambitiøst, det er også realistisk. Men det kræver, at vi har øjet på bolden hele tiden, og det har vi eksempelvis med denne beslutning, siger Kim Sunesen.

Det vil tage kommunen 10 år at hive investeringen i de nye LED-pærer hjem, fremgår det af pressemeddelelsen.

Mange kommuner vil spare penge og CO2 på lys

Flere kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde har de senere år skiftet til LED for at spare både penge og CO2.

I slutningen af sidste år kunne Furesø Kommune oplyse, at man udskiftede 11.000 gadelamper med LED-belysning. Det ville give en CO2-besparelse på mere end 50 procent.

I marts 2020 satte Lejre Kommune gang i et tilsvarende projekt, hvor målet var at udskifte en stor del af kommunens 6000 gadelamper.

Allerede i 2019 - et år før tid - nåede Frederiksberg Kommune målet om at reducere gadebelysnings CO2-udledning med 50 procent.

Samme år nedfældede Halsnæs Kommune en masterplan for renovering af vejbelysning - det skete dog ikke uden borgeropstandelse.

Også i Fredensborg har kommunen investeret stort i ny gadebelysning både for miljøet og kommunens pengepungs skyld. Se eller gense indslaget nedenfor.

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik