Flere badegæster udsat for tyveri– nu kommer politiet med en opfordring

Tyv slap afsted med tasker, punge, smykker og kontanter. Det får nu politiet til at opfordre til, at man tager en række forholdsregler for at forhindre tyveri fra bilen.

Et kedeligt syn mødte onsdag flere bilejere, der havde holdt parkeret tæt ved vandet i Solrød.

I løbet af eftermiddagen modtog politiet seks anmeldelser om tyveri fra personbiler. 

Fire af dem kom fra bilejere, der havde holdt parkeret på enten Silovej eller Tåstrupvej i nærheden af den populære badesø Karlstrup Kalkgrav. De to andre anmeldelser kom fra bilejere, der havde holdt parkeret i nærheden af stranden i Solrød. 

Fælles for anmeldelserne var, at bilernes siderude var blevet knust, hvorefter flere ejendele var blevet stjålet fra bilens kabine, oplyser Midt- og Vestsjælland Politi.

Tyverierne ved Karlstrup Kalkgrav menes at være sket i tidsrummet mellem klokken 13 og 16. Ingen har dog bemærket noget i forbindelse med tyverierne, som bilejerne først opdagede, da de vendte tilbage til deres biler.

- Det er formentlig én og samme tyv, der har begået tyverierne efter at have gået en runde i området. Der er erfaringsmæssigt mange biler at vælge mellem netop det sted, hvis man er tyv, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at der blev stjålet flere tasker, punge med diverse kort i, en iphone, smykker samt et kontantbeløb på 1000 kroner.

- Nogle af de her effekter behøver man måske ikke have med på en strandtur. Vi anbefaler, at man fjerner alt af værdi fra kabinen, hvis man vil forhindre tyveri fra sin bil, siger Martin Bjerregaard.

Læg ejendele i bagagerummet 

Politiets råd gælder særligt bilstereo-dele som eksempelvis bilradio, cd-afspiller, gps, fladskærme og computere, men også tøj, tasker, indkøbte gaver og bæreposer.

- Læg tingene i bagagerummet, hvis det er muligt, og åbn eventuelt handskerummet og andre gemmer bag låger, så man kan se, at der ikke ligger værdier i bilen, siger Martin Bjerregaard.

Desuden bør biler, der parkeres i længere tid eller efter mørkets frembrud, parkeres, hvor der er belysning – og gerne i nærheden af beboelse fremfor øde steder.

- Ved hjælp af de her små fifs, kan man gøre det mere besværligt for tyven at begå de her bilindbrud, siger Martin Bjerregaard.

Ifølge anmeldelserne om tyveri fra de to biler, der holdt parkeret nær stranden i Solrød, blev der også stjålet tasker, punge og et kontantbeløb på 1000 kroner. 

De to biler holdt parkeret på henholdsvis Østre Grænsevej og Østre Strandvej, og begge biler havde ligeledes fået sideruden knust, så tyven kunne skaffe sig adgang til kabinen for at stjæle. 


Mistænkelige mænd i sølvgrå BMW

I forbindelse med begge bilindbrud havde ingen bemærket noget konkret til tyven, men en bilejer havde undret sig over en sølvgrå, ældre BMW på Østre Grænsevej tæt på andre parkerede biler.

Heri sad to mænd, der ifølge bilejeren så ud til at sidde og kigge ud i luften. Hvorvidt de to mænd har noget gøre med bilindbruddene i strandområdet eller ved kalkgraven, ved politiet ikke.

- Men de havde en adfærd, der skilte sig ud, så dem vil vi gerne i kontakt med for at få afklaret, hvem de er, siger Martin Bjerregaard.

Han oplyser, at Midt- og Vestsjællands Politi meget gerne modtager oplysninger om mistænkelige personer eller køretøjer, der måtte være set i de områder, hvor bilindbruddene blev begået onsdag eftermiddag.

Hvis man har oplysninger i sagerne, kan politiet kontaktes på telefonnummer 114.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik