Borgmester med klar appel til minister: "Alt er klar, vi mangler bare en station"

Borgmesteren i Solrød har på vegne af byrådet sendt en appel til transportministeren med et ønske om en længe ventet station ved Trylleskov Strand.

Hver dag bruger mange mennesker S-toget for at pendle frem og tilbage, og det er dermed en vigtig del af hovedstadens infrastruktur.

Derfor håber borgmester i Solrød Kommune, Niels Hörup (V), også på, at det nye boligområde, Trylleskov Strand, kan blive prydet med sin egen S-togstation.

Han har derfor, på vegne af Solrød Byråd, sendt et brev til transportminister Benny Engelbrecht (S), hvor han endnu en gang appellerer til at få anlagt en station ved Trylleskov Strand.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Området ved Trylleskov Strand byder bland andet på en integreret daginstitution og indkøbsmuligheder.
Området ved Trylleskov Strand byder bland andet på en integreret daginstitution og indkøbsmuligheder.
Foto: Trylleskov Strand

Gennem de seneste to årtier har Solrød Kommune ad flere omgange været i dialog med skiftende transportministre vedrørende stationen.

- Selvom det har været en lang proces, vil jeg gerne forholde mig optimistisk. Passagererne er der, og alt er på plads - vi mangler bare den togstation, siger Niels Hörup til TV 2 Lorry.

- Vi har tidligere fået at vide, at vi lige skulle vente på, at Køge Nord Station åbner. Det er den nu. Vi har borgerne på plads, så brevet er en klar opfordring til, at vi snart bør få en S-togstation.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Et kort over området hvor Trylleskov Strand ligger. Solrød- og Karlslunde station er de to nærmeste stationer på nuværende tidspunkt.
Et kort over området hvor Trylleskov Strand ligger. Solrød- og Karlslunde station er de to nærmeste stationer på nuværende tidspunkt.
Foto: TV 2 Lorry

Grøn fremtid

I brevet sendt til Transportministeren understreger Niels Hörup, at en S-togstation ved Trylleskov Strand passer perfekt med regeringens planer for den nationale infrastruktur, hvor fokus er på grøn omstilling, bæredygtighed og herunder kollektiv trafik.

- Hvis flere mennesker tager toget i stedet for bilen, vil det være en kæmpe gevinst både for klimaet, men også for Køge Bugt Motorvejen, som er ret belastet i forvejen, siger Niels Hörup til TV 2 Lorry.

- Bor man tæt på en togstation, falder det også én mere naturligt at tage toget, så vi er sikre på, at en station vil være et springbræt til, at flere mennesker tager toget.

En lang kamp

Også i 2017 var stationen ved Trylleskov Strand oppe at vende. Her var tidligere transportminister noget forbeholden for idéen.

Både banen mellem Ringsted og København og Køge Nord Station er taget i brug, og ifølge Solrød Kommune er snart alle bebyggelser Trylleskov Strand beboet.

Ved tidligere henvendelser er det blevet udmeldt, at der vil blive taget stilling til en station ved Trylleskov Strand, når man har set, hvilken indflydelse åbningen af Køge Nord Station har. 

Ifølge Solrød Kommune bor der på nuværende tidspunkt cirka 1.500 mennesker i Trylleskov Strand. Der kommer i alt til at bo cirka 1.800, når alle boliger er optaget.

Samtidig bor der cirka 5.000 i oplandet omkring Trylleskov Strand.

Transportministeriet har ikke ønsket at udtale sig til TV 2 Lorry.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik