Ansatte på jobcenter bliver omskolede: Nu skal de hjælpe på skoler

I Solrød Kommune har 23 medarbejdere valgt at tilbyde frivillig hjælp til kommunes folkeskoler og dagtilbud. Det vil de gøre, så det faste personale har mere tid til at tage sig af børnene.

Skoler og dagtilbud er igen åbnet op, men med langt flere restriktioner på grund af coronavirussen.

For pædagoger og lærere er det en helt ny hverdag, som de skal navigere rundt i, hvor der er langt flere krav til hygiejne blandt børn og voksne. 

Det har fået 23 medarbejdere i Solrød Kommune til at tilbyde deres hjælp. Der er tale om medarbejdere, der normalt arbejder i kommunens job- og socialcenter, hvor de hjælper ledige i jobsøgningen. 

Medarbejderne er jobkonsulenter, der frivilligt vil blive omskolede, så de kan hjælpe på byens tre folkeskoler og 11 dagtilbud. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Bende Nyvang, der er en af de 23 jobkonsulenter, er rigtig glad for, at hun kan tilbyde sin hjælp med alt, hvad der byder sig.

- Det er rigtig dejligt at kunne føle sig nyttig – COVID 19 eller ej, siger hun i pressemeddelelsen.

Bende Nyvang oplyser, hvor god mening det giver, at medarbejderne kan være med til at løfte opgaver på tværs af kommunen, nu hvor der ikke er travlt på jobcentret. 

- Det betyder også, at vi danner nye relationer, som fremadrettet gør samarbejdet meget nemmere, for eksempel hvis vi gerne vil have en borger i praktik i børnehaven, siger hun.

Corona giver plads til omskoling af ansatte

Coronakrisen har for mange betydet, at deres hverdag og arbejdssituation er blevet lavet om. 

Det samme gælder for jobkonsulenter i Solrød Kommune, hvis arbejde er sat på pause. Det skyldes, at lovgivningen på beskæftigelsesområdet er suspenderet. Det betyder, at ledige ikke længere skal opfylde lovkrav såsom at sende jobansøgninger afsted og være i dialog med deres jobkonsulent. 

Det giver derfor jobkonsulenterne mulighed for at kunne hjælpe på skoler og dagtilbud. 

Jannie Asklund, der er leder af Jobhuset og Erhverv, har set sit snit til at skifte sit lederjob ud med én uge i et dagtilbud.

- Tidligere var det skole- og dagtilbudsmedarbejderne som tilbød ældreområdet deres hjælp, og nu er vi nået dertil, at beskæftigelsesmedarbejderne tilbyder skole og dagtilbudsområdet vores hjælp. Vi skal have alle hjulene til at dreje rundt, og det gør vi bedst sammen – hver for sig, siger Jannie Asklund i pressemeddelelsen.

Jannie Asklund har hjulpet i Naturbørnehaven i Solrød Kommune, og det er i den grad også noget, der er faldet i god jord, fortæller Pernille Sand, der er leder af Naturbørnehaven og Egebohave.

- Vores personale løber stærkt i disse tider, så det er rigtig fint, at vi får en hjælpende hånd fra vores andre kommunale kolleger, som har lyst til at give en hånd med. Det giver lidt luft i hverdagen, og det er en god hjælp til at sikre, at børnene får de optimale vilkår i denne noget anderledes tid, siger Pernille Sand i pressemeddelelsen.

Kommunens øvrige skoler og dagtilbud har taget imod hjælpen fra andre ansatte med stor glæde, oplyser kommunen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik