Alle andre end sårbare borgere opfordres til at undgå lokalt testcenter

Det lokale testcenter for coronavirus i Solrød har været så populært, at Region Sjælland nu ønsker at præcisere, at adgangen ikke var tiltænkt andre end kommunens sårbare borgere.

Foto: Ritza Scanpix/Niels Christian Vilmann

Selvom det i efterhånden mange uger har været myndighedernes strategi at teste så mange som muligt for coronavirus, så er der nu noget, der tyder på, at systemerne ikke længere kan følge med den stigende interesse i at blive testet.

Fordi der har været mangel på tider, hvor udsatte borgere kunne bestille tid til test, opfordres nu til, at alle andre borgere benytter de mange alternative testcentre.

Region Sjælland

Således har Region Sjælland nu valgt at "lukke" deres testcenter i Solrød for alle andre end sårbare borgere og borgere uden NemID.

- Fordi der har været mangel på tider, hvor udsatte borgere kunne bestille tid til test, opfordrer regionen nu til, at alle andre borgere benytter de mange alternative testcentre, oplyser Region Sjælland til TV 2 Lorry.

Derudover uddybes beslutningen på Solrøds Kommunes hjemmeside.

Læs også Region Hovedstaden udbygger testcenter med flere hvide telte i disse byer

"Borgerne i Solrød Kommune har været så glade for muligheden for at blive testet lokalt, at Region Sjælland, der står for testcenteret, nu beder om, at tiderne reserveres til dem, der ikke har NemID og til de sårbare borgere, som kan have svært ved at transportere sig til andre testcentre," skriver Solrød Kommune.

Overfor TV 2 Lorry oplyser Region Sjælland, at deres opfordring er meldt ud for at sikker på, at det lokale testcenter igen primært vil blive brugt af den målgruppe, der ikke har andre muligheder.

Dog er det ikke muligt at afvise 'ikke-sårbare-borgere', selvom Regionen gerne vil sikre sig, at testcentret kun bliver benyttet af dem, der ikke har andre muligheder.

- Det har hele tiden været udgangspunktet, at de mobile teststationer i blandt andet Solrød, Greve og Køge fortrinsvis er et nært tilbud til sårbare borgere uden symptomer på corona, der ikke har mulighed for at transportere sig selv til TestCenter Danmarks stationære testcentre andre steder, lyder det.

De to lokale testcentre i Køge og Greve er altså også ifølge Region Sjælland kun tiltænkt de sårbare borgere - selvom det ikke fremgår af kommunernes hjemmesider.

Læs mere om Køge her og Greve her.

Bliv væk, hvis du har symptomer

Dermed er det nu kun de sårbare borgere og borgere uden NemID, der fortsat opfordres tiil at blive testet på Aktivitets- og Frivilligcenteret, Solrød Center 85.

Testen foregår hver onsdag i tidsrummet kl. 10-12, hvor der er direkte adgang til selve testcenteret uden nødvendig gennemgang i husets øvrige afdelinger.

Læs også SSI vil teste 18.000 tilfældige danskere for antistoffer mod Covid-19

Det er udelukkende muligt at blive testet for COVID-19 på det lokale testcenter - man kan ikke blive testet for antistoffer. 

På den måde må alle andre borgere i Solrød nu igen se sig om efter andre muligheder end ved det lokale testcenter på Aktivitets- og Frivilligcenteret - medmindre de altså ikke har mulighed for at møde op på et af regionens øvrige testcentre.

Vi har rigtigt travlt i vores testcentre, fordi rigtigt mange borgere gerne vil testes. Konsekvensen er, at der kan være lang ventetid på at bestille en tid på Coronaprover.dk.

Martin Collin Fjordholt, Beredskabsmanager, Region Hovedstadens akutberedskab

Borgere, der har symptomer på COVID-19, kan ikke blive testet på det lokale testcenter i Solrød Kommune. Hvis det er tilfældet skal man i stedet kontakte egen læge, som efterfølgende vil oprette en henvisning til test på én af sygehusenes testklinikker.

Mærker også interessen i hovedstaden

I naboregionen Region Hovedstaden er det heller ikke gået ubemærket hen, at der i disse dage er stor interesse for at blive testet.

- Vi har rigtigt travlt i vores testcentre, fordi rigtigt mange borgere gerne vil testes. Konsekvensen er, at der kan være lang ventetid på at bestille en tid på Coronaprover.dk, siger Martin Collin Fjordholt, der er beredskabsmanager i Region Hovedstadens akutberedskab.

Skulle man være en af de heldige, der kommer igennem det hårdt belastede kø-system, står regionen dog parat til at foretage testen på dem, der kommer ind.

- Vi er klar til at tage imod borgerne i testcentrene, når først de er kommet igennem og har fået en tid, siger beredskabsmanageren.

Læs også Mobile testcentre ruller ud - se hvornår de kommer i nærheden af dig

Dog har man i Region Hovedstaden endnu ikke været nødsaget til at lukke sine testcentre for andre end de mest sårbare, som det har været tilfældet i Region Sjælland.

- Vi har ikke lukket vores testcentre for andre end sårbare grupper. Vi har til gengæld 8-10 mobile testenheder på vejene, som tester sårbare grupper og besøger særlige hot spots. Vi har planer om yderlige ca. 10 mobile testenheder i den kommende tid, siger Martin Collin Fjordholt.

Et andet sted, hvor den stigende interesse for at blive testet tydeligt kommer til udtryk er på hjemmesiden www.coronaprover.dk. Hvis man i skrivende stund ønsker at bestille tid til coronatest, ryger man i kø som nummer 20.000.

Du kan finde alle adresser for testcentrene i Region Hovedstaden her og i Region Sjælland her.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik