Populær naturperle er fyldt med skrald

Karlstrup Kalkgrav er et smukt, rekreativt område, men år efter år efterlader besøgende affald i store mængder. Christina Knak fra Karlslunde har fået nok.

Christina Knak, der bor i Karlslunde, havde egentlig glædet sig til at besøge sit yndlingssted, Karlstrup Kalkgrav, fordi der er så smukt. Men da hun onsdag tog sin datter under armen og bevægede sig derhen, blev hun mødt af et chokerende syn - overalt i naturområdet lå der store mængder affald.

- Jeg begyndte faktisk at græde. Jeg blev så ked af, at folk ikke passer bedre på vores natur. Det er forfærdeligt, fortæller hun.

Christina Knak og hendes datter begyndte at samle affaldet, men de fandt hurtigt ud af, at det var en umulig opgave.

- Der var simpelthen så meget! Når jeg ser så meget affald, kan jeg ikke lade være med at tænke: Der er ingen, der gør noget her, siger hun.

Naturstyrelsen: Vi kan ikke gøre mere

Kalkgraven er statens ejendom, og det er dermed Naturstyrelsen, der administrerer området. Hvis man spørger Kim Søderlund, som er skovrider i Naturstyrelsen, bliver der faktisk gjort noget for at mindske affaldsproblemet:

- Vi har en medarbejder fra styrelsen, der rydder op i området, vi har skovhjælpere fra Vestskoven, der hjælper, og vi har et samarbejde med kommunen, hvor nyttejobbere hjælper med at rydde op, fortæller han.

Men han erkender, at deres indsats ikke er nok til at løse problemet:

- Det er ikke fordi, vi synes, at der ser pænt ud, men vi kan ikke gøre mere med de ressourcer, vi har. Vi kan heller ikke løse problemet, når borgerne ikke vil overholde gældende lovgivning. Det er ulovligt at smide affald i området – at folk vælger at gøre det alligevel, kan vi ikke gøre noget ved. Vi kan rydde op, men vi har ikke kapacitet til at gøre det hele tiden, siger han.

Ingen skraldespande i området

Christina Knak undrer sig særligt over, at der ikke er nogle skraldespande i området.

- Der er kun to containerne, og den ene er brændt af. Til en start kunne man da i hvert fald sørge for, at folk kan komme af med deres affald.

Men ifølge Kim Søderlund er det helt bevidst, at der ikke er nogle skraldespande:

- Vi har gennem flere år været presset på ressourcer i Naturstyrelsen, så i 2011 besluttede vi at fjerne alle skraldespande i skovene i københavnsområdet ud fra den devise, at det man kan tage med ud i naturen, kan man også tage med hjem igen, og det har vist sig at være en succes... 

... Bare ikke lige i Karlstrup Kalkgrav, erkender skovrideren:

- Mange af dem, der besøger kalkgraven, kommer der ikke, fordi de vil nyde naturen, men fordi de vil feste og sole sig. Men selv da vi havde skraldespande i Karlstrup Kalkgrav, brugte folk dem ikke. Så det gør ingen forskel, om de er der eller ej.

Kim Søderlund opfordrer derfor folk til at overholde loven og rydde op efter sig selv.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik