Natteravnene mangler frivillige i Solrød

I Solrød Kommune mangler der Natteravne. De gulklædte skikkelser er for få, lyder det.

I mange af landets byer kan man i nattens løb møde de gulklædte Natteravne, der frivilligt patruljerer for at skabe tryghed i bybilledet.

Men der mangler flere i Solrød. Derfor har de i lokalforeningen for nyligt afholdt et møde, hvor man overvejede, hvordan der kan skaffes flere frivillige til initiativet.

- Vi mangler mellem 15 og 20 stykker. Der sker en afmatning, når folks børn bliver ældre, og så falder mange fra, så nu mangler vi nogle nye generationer, siger Jens Storm Hansen, der er natteravn i Solrød, til Sydkysten.

Natteravnen fra Solrød opfordrer desuden andre til at melde sig i den gule jakke.

- Det er for at give børnene tryghed, når de går ud i nattelivet, siger han og forklarer, at flere natteravne også vil give øget tryghed til de voksne, der frivilligt går rundt i gaderne, siger Jens Storm Hansen til avisen.

Natteravnene er til for at skabe ro og tryghed i bybilledet, og gennem en årelang indsats mener natteravnen, at initiativet har vist sin gyldighed.

- Igennem årene, hvor der har været natteravne, har folk fundet ud af, at vi er loyale og neutrale kontaktpersoner, siger han til Sydkysten.

Natteravnenes fem gyldne regler

1. Natteravnene er synlige og observerer, de blander sig aldrig fysisk i uroligheder o. lign. - men tilkalder professionel hjælp om fornødent.

2. Natteravnene går altid i hold på tre i den karakteristiske gule beklædning. Helst med deltagelse af begge køn og forskellig baggrund, også etnisk.

3. Natteravnene færdes altid i det offentlige rum (på gaden, i bus eller tog)- aldrig inde, hvor de unge morer sig, i ungdomsklubber, værtshuse, diskoteker.

4. Natteravnene giver sig tid til at lytte og tale med børn og unge (på de unges initiativ), men uden at yde egentlig rådgivning. Det overlades efter situationen til professionelle i det lokale netværk eller de unges forældre, familie og bekendte.

5. Natteravnene hjælper "forulykkede" børn og unge - helst gennem deres venner og familie. Holdet følger ikke nogen hjem alene og låner aldrig penge ud.

Kilde: Natteravnene.dk

Vil du melde dig til det frivillige initiativ, kan du kontakte Natteravnenes Sekretariat ved at klikke her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik