Borgere i oprør over udsigt til nyt transportcenter

Byrådspolitikerne i Solrød Kommune står på den ene side med armene i vejret over udsigten til et nyt transportcenter. På den anden side står bekymrede borgere, som frygter øget støj og luftforurening.

Bekymring, vrede og manglende forståelse. 

Det er de følelser, som mange Solrød-borgere går rundt med i kroppen over udsigten til et nyt transport- og logistikcenter i Solrød Kommune.

Transportcenteret skal efter planen ligge i et område mellem Køge Bugt Motorvejen og den nye Ringstedbane. Her er der efter opførslen af den nye højhastighedsbane opstået en kile. 

Ifølge lokalplanens baggrund forventer udviklerne af området, at den gennemsnitlige trafik over et døgn vil være 800 lastbiler, foruden modulvogntoge. Kommunen har lagt op til at godkende fem bygninger på op til 300 meters længde og 15 meters højde i erhvervskilen. 

- Mine bekymringer er primært for dem, der bor i Solrød og i Jersie by, som bliver afskåret fra Solrød Strand med transportcenteret. På grund af den forøget trafikmængde der vil komme i området omkring Roskildevej, er der risiko for, at lastbiler kører ind i byerne på nogle små, befærdede veje, hvor børn cykler og leger, siger Carsten Ring, som selv bor i Solrød Strand. 

Indtægter og nye jobs

Det er den danske stat, som beslutter, hvad Solrød Kommune må bruge arealet til, og her er logistik og transport en af mulighederne for området, der i forvejen rummer gode forhold for transportformål. 

En placering tæt på motorvejen betyder også, at lastbilerne vil få let adgang til området, og at kørsel på de mindre veje med potentiel tung trafik vil blive begrænset. 

Solrød Kommune ejer selv et jordstykke, som ved en realisering af lokalplansforslaget, står til at blive solgt. Dermed vil transportcenteret medføre nye indtægter til kommunekassen. 

Mandag den 3. juni stemte 17 ud af 19 byrådspolitikere i første omgang ja til lokalplan nr. 702.1 for Solrød Erhvervskile og kommuneplantillæg nummer 8 samt en udbygningsaftale.

Kommunen forventer, at et nyt transportcenter vil kunne skabe op til 600 nye arbejdspladser.

- Og staten har udpeget området som egnet til transport- og logistik. Det er her, man efterspørger den type erhverv, siger Solrøds borgmester Niels Hörup (V).

Lokalplanområdets placering i nærområdet.
Lokalplanområdets placering i nærområdet.
Foto: Solrød Kommune

Fra grøn til sort profil 

Den største bekymring for kritikerne af et nyt transportcenter er en stigning i støj og en øget forurening, som de mange lastbiler i pendulfart rundt i Solrød Kommune vil medføre. 

Fra modstanderne lyder det, at Solrøds Erhvervskile vil være i direkte strid med Solrød Kommunes mål om at være en kommune med fokus på miljøet og en helt unik natur. 

I stedet står man ifølge borgerne til at miste meget af det naturskønne Solrød til biler og os.

- Solrød sælger sin grønne profil, for det må alt andet lige skabe et dårligere miljø med så mange flere lastbiler i området, siger Carsten Ring og fortsætter:

- Solrød Kommune har altid slået sig fast på at være en naturkommune, og nu kommer disse planer om et transportcenter ud af det blå for rigtige mange Solrød-borgere. 

Store protester

Fra den 29. maj til den 24. juli har lokalplanen været i offentlig høring, hvor borgerne i Solrød har haft mulighed for at sende deres svar ind.

Heriblandt dette svar fra Solrød Landsby, som over 460 borgere underskrev og sendte ind sammen.

I høringssvaret skriver de blandt andet, "at der klimamæssigt slet ikke er tale om et balanceret grundlag for erhvervskilen" og "at der er set med vores øjne er markante ulemper, som overskygger eventuelle fordele." 

Niels Hörup afviser. Han forsikrer, at transportcenteret bliver "pakket ind i grøn beplantning", og at kørsel til og fra kommer til at ske på den store nærliggende Roskildevej og Køge Bugt Motorvejen. Han påpeger også, at høringsfristen faktisk blev forlænget på grund af sommerferien.

- Jeg kan love, at ethvert høringssvar bliver behandlet seriøst og ordentligt, siger Niels Hörup.

Mangler svar

Tilbage står en gruppe Solrød-borgere og undrer sig over kommunens håndtering af sagen. 

- Det værste er, at Solrød Kommune ikke fortæller os klart, hvad fordelene ved at etablere et transportcenter er. Der ligger allerede et stort transportcenter i Køge og i Greve, så hvorfor skal vi også have et i Solrød, lyder det undrende fra Carsten Ring. 

Til det siger Solrød-borgmesteren, at der i takt med øget nethandel bliver mere efterpørgsel på transport. 

- Og dem, der investerer i det her, bruger mere end en milliard kroner. De har nok vurderet, at det er en god forretning, siger Niels Hörup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik