Overblik: Få trafikale problemer på trods af vildt vejr

Det ser rigtig fint ud, lyder det fra Vejdirektoratet, selv om har regnet ekstremt meget natten til fredag

Det ser i store træk pænt ud på vejene i hovedstadsområdet, selv om voldsom regn og torden har præget natten.

Fredag morgen er afkørsel 32 ved Køgebugtmotorvejen spærret på grund af de store regnmængder, som er faldet i løbet af natten, men ellers kører morgentrafikken pænt.

Det er det billede, der tegner sig, efter TV 2 Lorry har ringet til Vejdirektoratet, Hovedstadens Beredskab og de forskellige politikredse i vores sendeområde.

- Vi har afblæst vores skybrudsvarsel for hovedstadsområdet, og vi har sendt folk hjem igen med den besked, at vi ringer, hvis det udvikler sig, siger vagthavende operationschef fra Hovedstadens Beredskab Stig Nordmark ved 7-tiden til TV 2 Lorry.

Mellem midnat og klokken seks fredag morgen er der ifølge DMI målt 5805 lynnedslag i Danmark, mens der ved enkelte målestationer på Sjælland er målt op mod 52 millimeter regn i løbet af natten.

- Der har været meget vand, og folk har skullet køre meget forsigtigt, men vi har været forskånet for de helt store spærringer, siger Nicholas Petersson, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.   

Han siger, at der blandt andet samlede sig meget vand på Holbækmotorvejen under Hvidovrevej, men at det meste af vandet er væk igen fredag morgen. 

- Det ser rigtig fint ud, lyder den overordnede melding fra Vejdirektoratet.

Københavns Politi tweetede ved 4-tiden fredag nat, at der lå rigtig meget vand ved Centrumforbindelsen på Amager, men vandet er også i store træk væk her til morgen.

Københavns Politikreds er den eneste, der melder om ulykker i løbet af natten. En mand mistede i nat livet på E20-motorvejen ved lufthavnen. Det vides endnu ikke, om dødsulykken skyldes vejrforholdene.

Læs mere: Mand mister livet på motorvej: Påkørt i høj fart

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik