Tennisklub brændt ned til grunden

En brand har fortæret Rudersdal Tennisklub i Holte.

Tirsdag aften klokken 20.30 fik formanden i Rudersdal Tennisklub, Henrik Guldager, et opkald, han godt kunne have undværet.

Der var brand i klubhuset, og det så ikke ud til, at det kunne reddes.

- Vi har lige været derude, hele bestyrelsen, og der er ikke noget tilbage, men i det mindste er banerne fuldstændigt intakte, siger Henrik Guldager til TV 2 Lorry.

Klubben har seks kunstgræsbaner, hvor de som den eneste klub i Danmark spiller udendørs tennis hele året, og det har de trods branden ikke tænkt sig at ændre på.

- Vi har mange engagerede tennisspillere heroppe, og jeg håber, at vi kan få lidt hjælp til at bygge et nyt klubhus, men hvis ikke, så spiller vi bare uden. Vi er her, fordi vi elsker at spille tennis, siger formanden.

Ingen tilskadekomne

Hos Nordsjællands Politi bekræfter vagthavende, at der har været en brand i tennisklubben.

- Branden er under kontrol nu, og der er ingen, som er kommet noget til, men der er ifølge mine oplysninger ikke meget tilbage deroppe, siger Dan Houtved til TV 2 Lorry.

Rudersdal Tennisklub holder søndag klokken 11 åbent hus, hvor Henrik Guldager opfordrer så mange som muligt til at komme og støtte op.

- Vi samles, drikker lidt kaffe, trøster hinanden og spiller en god omgang glad tennis. Det her skal ikke stoppe os, det er helt sikkert.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik