Oversigt

Seneste nyt

Svømmehal lukket på ubestemt tid: Vil ikke udsætte brugere for risiko

Birkerød Svømmehal lukker midlertidigt ned på ubestemt tid.

Det skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse

Svømmehallen blev i sidste uge midlertidigt lukket på grund af et kloruheld, hvor en klortank var lækket.

Efterfølgende har Rudersdal Kommune bedt Teknologisk Institut om at gennemgå svømmehallen både med henblik på at finde årsagerne til uheldet og for at sikre, at forholdene omkring svømmehallen er betryggende og lever op til myndighedernes krav.

Gennemgangen har nu ført til, at kommunen med øjeblikkelig virkning har valgt at lukke svømmehallen midlertidigt. 

- Det er en dybt beklagelig situation, men vi vil under ingen omstændigheder udsætte svømmehallens brugere for risiko. Derfor har vi valgt at lukke svømmehallen nu.

- Vi vil nu sammen med Teknologisk Institut gennemgå forholdene systematisk og udbedre eventuelle fejl og mangler i den udstrækning, der er behov for det. Vi håber, at vi meget snart kan genåbne svømmehallen, siger Iben Koch, der er direktør i Rudersdal Kommune, fredag i pressemeddelelsen

Kommunen oplyser, at lukningen betyder, at al svømning er aflyst indtil videre, og at et svømmestævne, der er planlagt i den kommende weekend aflyses. Der kan på nuværende tidspunkt ikke oplyses, hvornår svømmehallen åbner igen.