Stor mangel på plejepersonale i ferien: Kommune håber på nybagte studenter

Generel personalemangel sættes på spidsen, når ferieperioden for alvor sætter ind.

Sommerferien er begyndt for mange - og flere er på vej. 

Det giver udfordringer i de kommuner, som i forvejen kæmper med personalemangel på for eksempel  plejecentre, hjemmepleje og og i botilbud. 

I sommerperioden betyder det for eksempel i Rudersdal et øget brug af vikarer og lidt færre medarbejdere end normalt.

Situationen er så presset, at Rudersdal Kommune oplyser, at der "skal navigeres på en knivsæg" for at få tilstrækkeligt med medarbejdere til bemanding af kommunens tilbud indenfor social- og sundhedsområdet.

Og selv om kommunens enkelte arbejdspladser har arbejdet hårdt på at finde sommerafløsere for det faste personale, så bliver det også nødvendigt at trække på hjælp fra vikarbureauerne.

Borgmester beder om overbærenhed

Borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth (K) og formand for Social- og Sundhedsudvalget Randi Mondorf (V) appellerer derfor til lidt ekstra overbærenhed og rummelighed hos de berørte borgere og pårørende i sommerferieperioden,

- Vi vil i den kommende periode opleve lidt flere nye ansigter i form af vikarer i både plejecentre, hjemmepleje og botilbud, som skal hjælpe med at løfte opgaverne hen over sommeren. Alle tilbud har lagt en rigtig fornuftig plan, og vi vil ved fælles hjælp og godt humør også komme godt igennem denne sommer. 

- Men vi håber på, at alle vil udvise lidt ekstra rummelighed, for så glider tingene nemlig meget nemmere for alle, siger Ann Sofie Orth i en pressemeddelelse fra Rudersdal Kommune.

Brug ferien i kommunens tjeneste

Plejecentre, botilbud og hjemmepleje kan generelt se frem til stigende mangel på arbejdskraft, og det gælder både faglærte og ufaglærte medarbejdere.

Derfor har formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Randi Mondorf (V) en appel til borgere - for eksempel nybagte studenter, som ikke har planer for sommerferien.

- Hvis du i den kommende tid alligevel ikke har nogle planer, kunne du overveje at bruge din sommer på at give en hånd med på et af vores plejecentre, botilbud eller i hjemmeplejen. Måske bliver du denne sommer student og har planer om et sabbatår eller du kan også være en frisk pensionist, som gerne vil fortsætte med at bidrage, hvor der er behov. 

- Så er du meget velkommen til at kontakte vores plejecentre og botilbud og høre om mulighederne. Det kan jo også betragtes som en bonus, at du dermed samtidig får et vigtigt job, hvor du kan gøre en positiv forskel for nogle af de mest sårbare borgere i vores samfund, siger Randi Mondorf.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik