Smittestigning lukker sogn i Nordsjælland

Høsterkøb Sogn i Rudersdal Kommune er lørdag blevet lukket ned.

Opdatering
Clock29. maj 2021, kl. 16:40
Artiklen er opdateret, efter at Rudersdals borgmester, Jens Ive (V), har bekræftet, at nedlukningen betyder, at Høsterkøb skole og den tilhørende fritidsordning bliver lukket ned.

Høsterkøb Sogn i Rudersdal Kommune er lørdag blevet lukket ned grundet for høj coronasmitte.

Det fremgår af lørdagens coronatal fra Statens Serum Institut.

Et sogn lukkes nu automatisk ned, hvis det indenfor de seneste syv dage har haft mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere, mindst 20 smittede i alt og en positivprocent på 3.

I Høsterkøb Sogn ligger incidenstallet for de seneste syv dage lørdag på 695. Sognet har haft 22 smittede og en positivprocent på 4,19. 

Dermed opfylder sognet altså de nye regler for automatisk nedlukning, som trådte i kraft fredag.

Der er bosat 3166 mennesker i Høsterkøb Sogn.

Sådan bliver et sogn automatisk lukket ned

Hvis et sogn opfylder alle disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:

  • Mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
  • Positivprocent på mindst 3 procent de seneste syv dage


Kilde: Sundhedsministeriet

"Det giver ikke mening"

Kommunens borgmester, Jens Ive (V), ærgrer sig over nedlukningen, der betyder, at Høsterkøb skole og den tilhørende fritidsordning bliver lukket ned.

- Det er rigtig ærgerligt, og det giver ikke så meget mening, siger han til TV 2 Lorry og henviser til de nye regler for nedlukningen af sogne. 

For selvom reglerne fredag blev lempet, så opfordrer borgmesteren til, at reglerne for sognenedlukning bliver revurderet igen. 

- Matematikken slår til igen. Høsterkøb Sogn er et meget lille sogn med et lille antal af borgere. Det, vi ser med denne her særlige sogneregel, er, at det er ganske små tal, som får det til at lukke ned.

- På kommuneniveau er vi meget langt fra at nå nedlukningspunktet. Vi har ingen indlagte på baggrund af det her. Jeg vil derfor gerne opfordre til fortsat at revurdere det lidt mærkelige sognekriterium, siger han.

Kommunens testkorrigerede incidenstal ligger lørdag på 114 og betragtes derfor som "lav incidens". Rammer dette tal 300, lukkes en kommunen automatisk ned. 

Advarede allerede fredag

Allerede fredag var kommunen ude og varsle muligheden for en lokal nedlukning. Det skete i et opslag på Facebook, hvor kommunen opfordrede borgerne til at lade sig teste.

-  Vi klarede endnu en dag uden lokal nedlukning af Høsterkøb Sogn. Selvom grænseværdierne for lokal nedlukning er blevet hævet, er Høsterkøb Sogn stadig meget tæt på lokal nedlukning.

- Der er ingen, som ønsker at sognet skal nedlukkes, så vi opfordrer borgere i sognet til at lade sig teste. Se alle testcentre i kommunen på, lød det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik