Sabler nordsjællandsk kommune ned: Omstridte børnesager kan nu gå om

Rudersdal Kommune fyrer direktør for "alvorlige fejl" i behandlingen af sårbare børn.

Borgmesteren undskylder, og direktøren fyres. 

Det er situationen i kølvandet på den rapport om sagsbehandling på børnehandicapområdet i Rudersdal Kommune, som bliver offentliggjort torsdag, og som TV 2 Lorry er i besiddelse af. 

Rapporten, der er udarbejdet af Poul Schmith - statens advokat, Kammeradvokaten - belyser, hvordan Rudersdal Kommune fra november 2019 til februar 2022 har begået "klare og alvorlige sagsbehandlingsfejl, der er af så væsentlig karakter, at kommunen som udgangspunkt har pligt til at genoptage sagerne". 

quote Jeg er både vred og overrasket

Borgmester i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K)

Rapporten har fået borgmester Ann Sofie Orth (K) til at lægge sig fladt ned.

- Først og fremmest vil jeg sige uforbeholdent undskyld til de børn, unge og forældre, som formentlig ikke har fået den hjælp, de helt lovligt har krav på og frem for alt ikke et afklaringsforløb, hvor de har været involveret, er blevet hørt og vejledt, som de skal, siger hun i en pressemeddelelse:

- Jeg er både vred og overrasket over det tilsyneladende systematiske omfang af tilsidesættelse af helt almindelige forvaltningsretlige principper.

Helt konkret er der tale om 86 sager om børn i skole- eller dagtilbudsregi, som har været behandlet i Rudersdal Kommunes Pædagogisk Psykologiske Rådgivningsafdeling (PPR).

Hvad er PPR?

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er en kommunal rådgivning, hvor lærere og pædagoger ved kommunens skoler og dagtilbud samt forældre kan henvende sig for at få råd og vejledning vedrørende børn og unge fra 0-17 år.

Kammeradvokaten konkluderer i den 105 sider lange rapport, at Rudersdal Kommune i hovedparten af sagerne har overtrådt loven. 

Kommunen har blandt andet undladt at udarbejde en pædagogisk, psykologisk vurdering af barnet, før en afgørelse om dets fremtid er blevet truffet. 

Kommunen har i flere sager kun hørt den ene part, undladt at begrunde en afgørelse og først behandlet klager efter gentagne henvendelser fra forældre. 

quote Tilbage står et omfattende genopretningsarbejde, som kommer til at tage tid

Borgmester i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K)

Kammeradvokaten vurderer, at Rudersdal Kommune samlet set har "tilsidesat principperne om saglighed og god forvaltningsskik" vedrørende forældrenes mulighed for at klage over afgørelser om deres børns fremtid. 

Familier kan få genoptaget sager

Ifølge Kammeradvokaten bør familier få genoptaget deres sager i kølvandet på den ulovlige sagsbehandling. 

Kammeradvokaten understreger dog, at der i hvert enkelt sag bør vurderes, om en genoptagelse er relevant for familien. Derfor har Rudersdal Kommune valgt at give alle familier mulighed for selv at henvende sig, hvis de vil have deres sag taget op på ny. 

- Vi har naturligvis ændret praksis, da vi blev bekendt med den ulovlige praksis i PPR-afdelingen. Tilbage står et omfattende genopretningsarbejde, som kommer til at tage tid, og hvor vi i tæt samarbejde med de berørte familier vil tage deres sager op til fornyet behandling, hvis det er det, de ønsker, siger borgmester, Ann Sofie Orth.

Kommunalbestyrelsen har på baggrund af Kammeradvokatens undersøgelse valgt at fyre den ansvarlige direktør på området, Henning Bach Christensen, der har været hjemsendt siden undersøgelsens begyndelse. 

Ann Sofie Orth vurderer, at ansvaret "entydigt kan placeres på ledelsesniveau". Hun mener ikke, at de enkelte medarbejdere bevidst har brudt loven. 

Medarbejder var whistleblower

Kammeradvokatens undersøgelse blev sat i gang efter en henvendelse fra en medarbejder i kommunens børne- og familieafdeling i februar 2022. 

Medarbejderen løftede sløret for en ulovlig praksis, hvor medarbejdere i kommunens PPR-afdeling ville ringe til forældre, der havde klaget over afgørelsen i deres børns sager, og spørge, om de fortsat ønskede at klage. 

Medarbejderen mente, at PPR-afdelingens formål med opkaldet var at overtale forældrene til ikke at klage. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Susan Heeley fik intet at vide, da Rudersdal Kommune tog specialskolepladsen fra hendes søn, Adam.
Susan Heeley fik intet at vide, da Rudersdal Kommune tog specialskolepladsen fra hendes søn, Adam.
Foto: Henning Macdonald Due


Smidt ud af skolen

TV 2 Lorry har fulgt sagen tæt siden det i foråret kom frem, at der var tale om ulovlig praksis i behandlingen af sager om skolestøtte til de sårbare børn.

I marts 2022 fik 60 familier en undskyldning fra kommunen og et brev med besked om, at kommunen nu ville undersøge omfanget af ulovlighederne.

En af dem var familien Heeley.

Familien og andre involverede parter altid skal høres, før en kommune træffer en afgørelse om specialstøtte til børn i skolen eller dagtilbud. Men de fik intet at vide, da deres søn Adam mistede sin specialskoleplads.

- Det er en meget ubehagelig følelse, at der foregår noget udenom os, som vi ikke kan kontrollere, fortalte Susan Heeley til TV 2 Lorry dengang.

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Henning Bach Christensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik