Røde flag på stribe: Vinterbadere skal passe på med at hoppe i vandet

Badevandskvaliteten er nu så dårlig ved Øresund i Nordsjælland, at det kan være forbundet med sundhedsproblemer at tage en dukkert.

Denne vinter har det været særdeles populært for hovedstadsområdets indbyggere at få pulsen helt op ved at tage iskolde dukkerter i havne, søer og havet. 

Men vinterbadere i Nordsjælland skal nu holde øje med badevand.dk, inden de hopper i vandet i Øresund. Der er nemlig blevet udsendt en advarsel om, at det kan være forbundet med sundhedsfare at tage en dukkert i havet på strækningen mellem Skodsborg i syd til Espergærde i nord. De eneste steder, der stadig har grønt flag, er Peder Mads Strand ved  Humlebæk og Nivå Strand. 

Screenshot fra badevand.dk fredag klokken 11.30 viser adskillige røde flag langs Øresund.
Screenshot fra badevand.dk fredag klokken 11.30 viser adskillige røde flag langs Øresund.
Foto: Screenshot fra badevand.dk

Bakterier fra kloakker ender i havet

Baggrunden i de røde flag skal findes i kombinationen af smeltevand og den større mængde nedbør, vi har set i de seneste dage. 

- Det er regn og smeltevand, der er medvirkende til at skabe overløb, så der kommer mere vand i kloakkerne end de kan holde til, og derfor løber der bakteriefyldt vand ud i Øresund, hvilket er baggrunden for de røde flag, forklarer Mikael Kamp Sørensen, der er afdelingsleder i DHI’s miljøafdeling, der står bag de udregninger og modeller, som ligger til grund for advarslerne. 

DHI har en model, der hele tiden beregner strømforholdene i havet og samtidig tager højde for lokale tilførsler af både renset og urenset spildevand, og det er derfor, der er lokale variationer i kvaliteten af badevandet, fortæller Mikael Kamp Sørensen, der opfordrer vinterbadere til at holde sig opdateret på vandkvaliteten, inden de tager en tur i det iskolde vand.

- Foreløbig ser det ud til, kvaliteten i de berørte områder vil være god igen fra på søndag, men foretager hele tiden beregninger, så det vil altid være en god idé at orientere sig om forholdende inden, man skal i vandet, siger han. 

Det er ikke kun langs kysten i Nordsjælland, at der er røde badeflag. Det samme gør sig gældende to steder i vandet ud for Amager.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik