Rådhus designet af Danmarkshistoriens mest kendte arkitekt - nu får det hug for at være handicapfjendtligt

Kørestolsbrugere og handicappede har dårlige forhold på rådhuset i Holte. Nu kræver SF og Enhedslisten sammen med Danske Handicaporganisationer handling, ellers vil de have byrådsmøderne flyttet.

Blinde og svagtseende har ingen ledelinjer. Brugere af en bred kørestol kan ikke komme ind i elevatoren, og dermed kan de hverken deltage i byrådsmøder på 1. sal eller komme på toilettet på det handicaptoilet, som er etableret i kælderen.

Det er eksempler på, at forholdene for handicappede på rådhuset i Holte i Rudersdal Kommune er alt for dårlige.

Det mener både Danske Handicaporganisationer samt SF og Enhedslisten, der har stillet et beslutningsforslag for bedre tilgængelighed, som skal behandles onsdag aften.

- Der skal selvfølgelig være fri adgang til byrådssalen. I dag kan man ikke få en elektrisk kørestol ind i elevatoren. Derfor vil vi have gjort elevatoren bredere, siger Jacob Jensen, medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten, til TV 2 Lorry.

Arkitektonisk perle

Rådhuset i Holte er opført for den daværende Søllerød Kommune 1940-1942 efter tegning af de to kendte, afdøde arkitekter Arne Jacobsen og Flemming Lassen.

Særligt Arne Jacobsens anses for at være en af Danmarks mest kendte arkitekter gennem tiden.

Bygningen blev indviet den 16. marts 1942 under Besættelsen og fik i 1964 opført en tilbygning mod øst ved samme arkitekter.

Rådhuset regnes i dag for et af Arne Jacobsens hovedværker i Danmark, og det blev fredet i 1992.

Men trods sit flotte design er Rudersdals Kommunes gamle rådhus ikke skabt til handicappede brugere og besøgende. 

Rudersdal Rådhus
Foto: TV 2 Lorry


Efterlyser bedre tilgængelighed for kørestolsbrugere

Enhedslistens Jacob Jensen har i årevis arbejdet sammen med både SF og Danske Handicaporganisationer om bedre tilgængelighed, og hvis der ikke sker noget nu, vil Jacob Jensen have flyttet alle byrådsmøder til en anden placering.

- Det er for os ikke en mulighed, at borgere i kørestol skal bæres og løftes over i for eksempel en anden kørestol. Det er uværdigt. Den manglende tilgængelighed skal være bragt i orden senest den 31.12.2021, ellers skal kommunalbestyrelsesmøderne flyttes væk fra Rudersdal Rådhus til et egnet lokale i en bygning med fuld tilgængelighed, lyder det i forslaget.

Danske Handicaporganisationer håber dog på endnu flere tiltag, der skal forbedre tilgængeligheden for handicappede.

Utilgængelig elevator fører til handicaptoilet

- Vi mener ikke, det alene er et spørgsmål om en elevator, der ikke er stor nok til el-kørestole. Vi har peget på, at det kan undre, at man etablerer et handicaptoilet i kælderen, når ikke alle kørestole kan benytte elevatoren. 

- Ligeledes ser vi problemer med ledelinjer og taktile afmærkninger ude i forhallen for blinde og svagtseende, skriver lokalformand for Danske Handicaporganisation i Rudersdal, Per Baar Kæseler, i en kommentar til TV 2 Lorry.


Borgmester vil meget gerne finde en løsning

Og borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V) er helt enig i, at det vil være godt med bedre adgangsforhold.

- Vi har i årevis forsøgt at finde en løsning, og jeg er helt klar til igen at se på, hvordan vi kan løse problemet. Det er i høj grad også en diskussion om værdighed, så man ikke som handicappet skal løftes fra en kørestol over til en af dem, vi har stående på rådhuset til formålet, siger han til TV 2 Lorry.

Borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V) er helt enig i, at det vil være godt med bedre adgangsforhold.
Borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V) er helt enig i, at det vil være godt med bedre adgangsforhold.


Fredet Arne Jacobsen-bygning kan give problemer

Løsningen ligger dog ikke sådan lige for. 

Rådhuset er som førnævnt en fredet bygning, og tidligere har Slots- og Kulturstyrelsen sagt nej til en udvidelse af elevatoren.

Ny tyder meget dog imidlertid på, at kommunen igen vil forsøge at finde en løsning sammen med Slots-og Kulturstyrelsen. 

Allerførst skal forslaget dog behandles til kommunalbestyrelsesmødet onsdag aften. 

Fakta om Rudersdals Rådhus