Privathospital får påbud på grund af fejl og mangler

Privathospitalet Adeas’ afdeling i Skodsborg har fået et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Den samlede vurdering er klar.

De fejl og mangler, der er fundet hos privathospitalet Adeas’ afdeling i Skodsborg, “udgør større problemer af betydning for patientsikkerheden.”

Sådan skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse med det påbud, som styrelsen har givet Adeas Care i Skodsborg. Her modtager man patienter med kroniske smerter til ambulant vurdering og behandling.

Tidligere ansat var bekymret

Påbuddet fik Adeas Care den 23. april. Det skete, efter Styrelsen for Patientsikkerhed havde været på et tilsyn den 25. januar. Netop det tilsyn skete på baggrund af en henvendelse fra en tidligere ansat hos Adeas Care, står der på styrelsens hjemmeside. 

Over for Styrelsen for Patientsikkerhed havde personen givet udtryk for bekymring over den sundhedsfaglige pleje og behandling og medicinhåndtering hos Adeas Care.

Tilsynet førte altså senere til et påbud. Konkret har Styrelsen for Patientsikkerhed bedt om Adeas Care i Skodsborg om at rette op på følgende:

Adeas Care skal rette op på disse fejl og mangler

  • at sikre forsvarlig medicinhåndtering, herunder udarbejdelse og implementering af tilstrækkelige instrukser herfor, fra den 23. april 2021.


  • at sikre, at der er gennemført systematiske sygeplejefaglige vurderinger og opfølgning herpå for alle patienter fra den 23. april 2021.


  • at sikre tilstrækkelig journalføring, herunder udarbejdelse og implementering af en tilstrækkelig instruks herfor, fra den 23. april 2021.


  • at sikre indhentelse af informeret samtykke forud for pleje og behandling fra den 23. april 2021.


  • at sikre udarbejdelse og implementering af en tilstrækkelig instruks for ansvars- og kompetenceforhold og for pludseligt opstået sygdom og ulykke, samt sikre implementering af instruksen for fravalg af livsforlængende behandling og for hygiejne og forebyggelse af smitsomme sygdomme fra den 23. april 2021.

Påbuddet til Adeas Care kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed ved et nyt tilsynsbesøg har konstateret, at der er rettet op på fejl og mangler i forbindelse med påbuddet.

TV2 Lorry har prøvet at få en kommentar fra Adeas til påbuddet. Men Adeas er ikke vendt tilbage.

Du kan læse hele påbuddet til Adeas Care her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik