Ny borgmester: Konservative snupper Venstre-bastion

Venstre må overdrage borgmesterkæderne.

Det Konservative Folkeparti har smidt Venstre på porten i Rudersdal Kommune. 

Ann Sofie Orth (K) bliver dermed ny borgmester, mens Jens Ive og Venstre må opgive magten, som de har siddet på siden 2007. 

Næsten hver tredje Rudersdal-stemme er gået til De Konservative: 32,9 procent af stemmerne helt præcist.

De har opbakning fra SF, Lokallisten og Radikale. 

- Jeg er meget glad. Jeg håber, at borgerne i Rudersdal bliver lige så glade for det her, som jeg er nu, siger Ann Sofie Orth (K).

- Jeg er utrolig rørt og lettet over, at Det Konservative Folkeparti igen er relevant for borgerne i Rudersdal Kommune. 

Venstre må nøjes med cirka hver fjerde stemme - 23,1 procent.

Borgmesterpartiet går dermed tilbage med 7,5 procentpoint, mens De Konservative med Ann Sofie Orth i spidsen stormer frem med over 16 procentpoint.

Ann Sofie Orth siger, at hun ikke kan forestille sig andet, end at hun vil samarbejde med den slagne Jens Ive og Venstre. 

Venstre og De Konservative har været rivende uenige om de omdiskuterede administrative sammenlægninger af en række skoledistrikter.

De Konservative mener, at det var en fejl at lægge otte distrikter sammen til fire, mens Venstre og borgmester, Jens Ive, har været initiativtagere.