Stor villa brændt ned til grunden – nye ejere skulle flytte ind mandag

Villabranden var tæt på at brede sig til nabohusene, men blev inddæmmet. Siden brændte huset, der stod tomt, ned til grunden.

00:31

En villa i Holte er natten til lørdag brændt ned til grunden. Video: Bjørn Nielsen/Byrd

De kommende beboere af en stor villa i Holte står i stedet for et nyt hus tilbage med en nedbrændt ruin.

Natten til lørdag udbrændte en liebhavervilla på Vestre Paradisvej i den nordsjællandske by, som stod tomt og klar til, at de nye ejere skulle flytte ind mandag.

Det oplyser Nordsjællands Beredskab og Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Anmeldelsen om ildebranden indløb klokken 03.38.

- Vi var til stede derude med en patrulje, som ankommer og kan konstatere, at branden er fuldstændig overtændt. Herefter overdrager vi til beredskabet, siger Camilla Priegel, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Beredskabsstyrelsen bistod i redningsarbejdet med en kran. Foto: Bjørn Nielsen/Byrd

Tæt på at brede sig til nabohus

Ifølge Nordsjællands Beredskab stod det med det samme klart, at huset ikke var til at redde, hvorfor brandfolkene i stedet gik i gang med at sikre, at branden ikke fik fat i nabohusene.

- Da vi kommer frem, sætter vi straks ind med at redde nabohuset. Branden havde bredt sig til træer på grunden, og der var risiko for, at den ville få fat i naboens tag. Det lykkedes os at inddæmme branden, så den ikke bredte sig til naboernes huse, men villaen stod ikke til at redde, siger Kent Mathiesen, vagthavende indsatsleder.

Herefter bestod brandvæsenets indsats primært i at holde villabranden under kontrol. Lørdag morgen er huset brændt ned, mens brandfolk foretager efterslukning.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Villaen blev handlet denne sommer til 9,2 millioner kroner og stod rømmet klar til indflytning i næste uge. Foto: Bjørn Nielsen/Byrd

Til dette fik Nordsjællands Beredskab hjælp fra Beredskabsstyrelsen, som bistod med en kran til nedrivning af villaens skorsten og en sprøjte til efterslukning.

- Den er totalt udbrændt. Så der er ikke meget tilbage, siger indsatslederen om villaen.

- Vi er blevet orienteret om, at de nye ejere skulle flytte ind i huset i næste uge, men det kommer de så ikke til, for der er ikke noget at flytte ind i, siger Kent Mathiesen.

Købt for over 9 millioner

Ifølge boligsiden Boliga blev villaen på 232 kvadratmeter med stor kælder og overdækket terrasse på første sal solgt i juli måned for 9,2 millioner kroner efter at have været til salg i tre måneder med en udbudspris på 9,8 millioner kroner.

Et forsikringsselskab er nu tilkaldt for at afdække skadernes omfang, mens Nordsjællands Politi mandag vil foretage undersøgelser af skadesstedet med henblik på at klarlægge årsagen til branden.

Brandvæsenet fokusere indsatsen på at sikre, at branden ikke bredte sig til naboernes huse. Foto: Bjørn Nielsen/Byrd



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik