Kommune undskylder ”irriterende” lang sagsbehandling af byggesager

Rudersdal Kommune vil nu indhente efterslæb på byggesager med ekstra bemanding til opgaverne.

Hvis Rudersdal Kommune fysisk havde en finger, ville nogen sikkert mene, den sidder fast i en vis legemsdel.

Sagen er nemlig den, at der er alt for lange sagsbehandlingstider på byggeprojekter i den nordsjællandske kommune.

Og det udløser nu en undskyldning til borgerne.

- Vi er kede af, at det tager så lang tid, siger formanden for Byplanudvalget, Anne Christiansen fra Lokallisten, til TV 2 Lorry.

Bruger 74 dage på at behandle en byggesag

Når en familie i Rudersdal sidste år ville bygge et hus, tog det i gennemsnitligt kommunen 74 dage at behandle byggesagen.

Til sammenligning tog det på landsplan i gennemsnit 45 dage.

- Selvfølgelig burde det hele bare køre, for lige nu vil folk jo gerne bygge og ordne tingene. Og så er det jo irriterende at skulle vente på at få en tilladelse, siger Anne Christiansen.

Lange sagsbehandlingstider på byggesager er et stort problem i flere kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde.

København og Hvidovre er helt i bund

Hvis man for eksempel ville bygge et hus i Hvidovre Kommune i 2020 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 119 dage, mens den i Københavns Kommune tog 123 dage. Det viser en opgørelse, som Kommunernes Landsforening (KL) har lavet.

I Rudersdal Kommune forsøger de nu at indhente efterslæbet med ekstra bemanding til opgaverne.

- Vi satser på, at alle byggesager fra 2020 bliver ordnet inden påske, lyder det fra udvalgsformand Anne Christiansen.