Kommune udvalgt til banebrydende projekt om psykisk sårbare

Rudersdal Kommune er sammen med tre andre kommuner udvalgt til et nyt landsdækkende projekt, som er målrettet psykisk sårbare. Borgerne mærker allerede nu nytænkningen.

Arkivfoto. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

De seneste år har der på gangene i Rudersdal Kommune været et ekstra fokus på fællesskaber, frivillighed og kobling til civilsamfundet, jobmarkedet og uddannelse, når det omhandlede arbejdet med psykisk sårbare.

Det arbejde er nu blevet set og honoreret, da kommunen sammen med tre andre kommuner er blevet udvalgt til at deltage i et nyt og landsdækkende projekt under Socialstyrelsen, som skal arbejde for at nytænke den nuværende socialpsykiatri.

Håbet er, at erfaringerne fra arbejdet i Rudersdal Kommune kan bidrage til en model, som kan rulles ud i resten af landets kommuner.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Læs også Familie lod hjemløs kvinde flytte ind – nu er hun kommet på rette fode igen

- Jeg er meget stolt af, at vi er valgt ud til dette vigtige projekt. Og det er vi uden tvivl, fordi vi allerede er langt i nytænkning og omlægningen af det psykosociale område, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Birgitte Schjerning Povlsen i Rudersdal, og fortsætter:

- At være værdsat som alle andre, betyder alverden for en psykisk sårbar, som vi også kan høre det fra vores borgere. Vi vil med de penge, der kommer med projektet, styrke det, vi allerede gør, men vi vil også prøve nye initiativer af, der gør, at psykisk sårbare borgere oplever veje ind i de lokale fællesskaber på lige fod med andre Rudersdal-borgere. For det er det, der virker.

Frivilligt arbejde gav mening med livet for Morten

Én af de borgere, som har haft gavn af projektet, er Morten Hansen.

Han har selv oplevet psykiske vanskeligheder, og har tidligere haft svært ved at se, hvordan han kunne bidrage til samfundet. Men frivilligt arbejde blev et vendepunkt, forklarer han.

- Da jeg begyndte med frivilligt arbejde, fandt jeg et frirum fra at være ham den syge til at være ham, der kunne gøre noget for andre. Det var et stort og vigtigt vendepunkt i mit liv, siger Morten Hansen.

Læs også Kommune stiller rækkehuse til rådighed for udsatte borgere

I dag er Morten Hansen i arbejde, og han giver en stor del af æren for den ekstra indsats på det psykosociale område, som Rudersdal Kommune har givet.

- Jeg håber, at kommunens fokus på at få sådan en som mig til at være en del af for eksempel det lokale foreningsliv kan give flere samme oplevelse, som jeg har haft. I sidste ende har det betydet, at jeg har fået fast arbejde, et større netværk og mod på at leve livet igen, siger han.

Borgeren i fokus på tværs af kommunale instanser

I Rudersdal Kommune er hovedfokus i det nye projekt at sikre, at borgere med psykiske vanskeligheder i endnu højere grad oplever, at det er borgernes egne perspektiver på deres livssituation, håb, drømme og muligheder, som er udgangspunktet for alt samarbejde med kommunen på tværs af de kommunale forvaltninger og sektorer.

Det er Socialstyrelsens satspuljeprojekt ’En styrket indsats i kvaliteten i socialpsykiatrien’ som Rudersdal Kommune er udvalgt til, sammen med Randers, Herning og Roskilde.

I alt 22 kommuner ansøgte om at være med i projektet. Med projektet har Rudersdal fået tildelt 2 millioner kroner i midler til at styrke arbejdet med det psykosociale område, lyder det fra kommunen.

Læs også Politi advarer: Falske 'betjente' forsøger at udnytte psykisk sårbare

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik