Hvem er kvinden, der lige om lidt er borgmester for kommunen med de rigeste borgere?

Stik mod oddsene tog De Konservative en sejr i Rudersdal og løb med borgmesterposten. Her kan du blive klogere på hende og hendes skjulte talent.

Borgerne på Frederiksberg, i Hvidovre og i Solrød er ikke de eneste, der onsdag morgen vågnede op til et historisk valgresultat.

I Rudersdal Kommune tog Det Konservative Folkeparti en overraskende og overlegen sejr, og det betyder, at borgmester Jens Ive og Venstre må opgive magten.

En magt, de har siddet på, siden kommunen blev dannet i 2007.

quote Jeg har boet i vores kommune i hele mit liv.

Ann Sofie Orth, kommende borgmester i Rudersdal

Men nu er det De Konservatives Ann Sofie Orths tur til at bære borgmesterkæden.

Men hvem er kvinden, der lige om lidt er borgmester for kommunen med de rigeste borgere?

- Jeg er mor til Maria og gift med Flemming. Vi bor i Gl. Holte, og vores verden udspringer af lokalmiljøet, svarer hun, da TV 2 Lorry møder hende i Birkerød Idrætshal dagen efter valget.

Ann Sofie Orth er begejstret for det kolde gys, og derfor er hun nede ved havet for at bade et par gange om ugen.
Ann Sofie Orth er begejstret for det kolde gys, og derfor er hun nede ved havet for at bade et par gange om ugen.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

Ann Sofie Orth er 53 år, uddannet jurist og har gennem livet engageret sig i lokalmiljøet, blandt andet gennem politik.

- Jeg har boet i vores kommune i hele mit liv. Jeg er vokset op i Søllerød Park og har gået på Holte Gymnasium. Jeg har boet i Holte og Nærum. Nu bor jeg i Gl. Holte, så det betyder rigtig meget for mig, at vi i lokalsamfundet har et tæt og nært miljø med hinanden, forklarer hun.

Læsehest og sangskriver

Den kommende borgmester arbejder lige nu som politisk chef i brancheforeningen Danske Fysioterapeuter.

Hendes mand arbejder for Kammeradvokaten, og datteren er i gang med en jura-uddannelse.

Udover job, familie og politik, så finder Ann Sofie Orth tid til at dyrke sine interesser og skjulte talenter.

- Jeg er meget glad for at læse bøger og høre podcasts. Jeg er især optaget af at læse om ekspeditioner. For eksempel rejser over indlandsisen og til Mount Everest eller lignende. Jeg kommer aldrig til at tage på sådan en rejse selv. Aldrig. Men jeg synes, det er helt vildt interessant at læse om, siger hun.

quote Mit skjulte talent er at skrive festsange.

Ann Sofie Orth, kommende borgmester i Rudersdal

Men Ann Sofie Orth har også en anden og lidt anderledes interesse. 

- Mit skjulte talent er at skrive festsange. Det er skægt det her med at få en melodi til at passe på den person, man skal hylde med festsangen, så det er jeg faktisk ret glad for, fortæller hun.

En buket på forældrenes grav

Som borgmester er der særligt en ting, som hun vil gøre anderledes end sine forgængere.

- Jeg håber meget, at det folk vil kunne mærke, det er, at vi bliver meget bedre til at bruge hinandens ressourcer. Rudersdal er proppet med kloge hoveder og gode tanker, og det skal vi have i spil i langt højere grad, end vi hidtil har set, oplyser hun om planerne for hendes tid på rådhuset.

Ann Sofie Orth fik 1.429 personlige stemmer ved valget.
Ann Sofie Orth fik 1.429 personlige stemmer ved valget.
Foto: Josefine Falkenberg / TV 2 Lorry

De Konservative løb med 33,1 procent af stemmerne. Partiet er dermed kommunens største parti. Det har fået cirka dobbelt så mange stemmer som ved sidste valg.

Det førte til, at Ann Sofie Orth er udnævnt som ny borgmester, men der står stadig en ting på hendes to do-liste.

- Både min mands familie og min familie har en lang historie i Holte-området,  og jeg tror også, at jeg skal en tur på kirkegården her i dag eller i morgen, for at lægge en blomst hos mine forældre og sende dem en tanke, siger hun.

Ann Sofie Orth fik 1.429 personlige stemmer ved valget. 

_