Giftig plante på retur: "Den skal være væk i 2024"

Kæmpebjørnekloen bekæmpes i mange kommuner og i Rudersdal er man godt på vej.

Den spreder sig voldsomt, og med sin højde og store blade hæmmer den væksten af andre planter.

Den fortrænger andre arter og påvirker derved biodiversiteten i negativ retning. Og hvad endnu værre er, så indeholder den en giftig saft, som kan forårsage alvorlige forbrændinger.

Der er tale om kæmpebjørnekloen, som bekæmpes i mange kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde.

En af de kommuner er Rudersdal, og her går det den rigtige vej, skriver kommunen på deres hjemmeside.

Bestanden er nemlig blevet udryddet på en række private matrikler, og mængden af bjørneklo er samtidigt faldende på de offentlige arealer.

Rudersdal Kommune har vurderet indsatsen gennem de sidste fire år, og opgørelsen viser, at den frygtede plante er udryddet hos en række af de i alt 92 private grundejere, hvor der tidligere er registreret bjørneklo.

Også på de kommunale arealer går det fremad med bekæmpelsen.

Helt konkret har det hjulpet i naturområderne Vaserne, Dumpedalen, Maglemosen og også arealerne ved Sjælsø, at får og kreaturer afgræsser bjørnekloen og dermed er med til at holde bestanden af den invasive art nede.

Kan blomstre op igen

Kommunen er dog klar over, at der i disse naturområder kan være hjemsted for en stor frøpulje, som kan blomstre op, hvis ikke den effektivt afgræsses.

- Jeg er naturligvis glad for, at udviklingen fortsætter med at gå den rigtige vej, siger Court Møller, formand for Miljø- og Teknikudvalget, Rad. V.

- På de offentlige arealer styrer vi selv ”slagets gang”, men på en privat ejendom er vi mere afhængige af et godt samarbejde med den enkelte grundejer. Set i det lys er det positivt, at bestandene er helt væk på flere matrikler, og at dialogen med borgerne er så god, at det kun i få tilfælde er nødvendigt at udstede et påbud.

- Vi har i kommunen en målsætning om, at kæmpebjørnekloen er udryddet i kommunen inden 2024. Det er meget ambitiøst, da det er en vanskelig plante at udrydde, men jeg tror på, at vi lykkes med det, hvis kommunen og borgerne fortsætter den målrettede indsats, siger Court Møller.

Flere kommuner kæmper en hård kamp mod den giftige - og invasive - plante. 

Sådan bekæmper Rudersdal Kommune kæmpebjørnekloen

  • Opgravning af de små synlige bjørnekloplanter. Herved bekæmpes små bestande forholdsvist nemt, inden de over sommeren udvikler sig til over to meter høje planter. Denne metode kræver tre tilsyn og evt. bekæmpelse i løbet af sæsonen.
     
  • Efter 1. august gennemføres skærmkapning af de resterende planter.
     
  • Påsmøring af Round-Up på plantens blade sker kun i få tilfælde og kun på meget utilgængelige planter.
     
  • Får en borger øje på bjørneklo, så kan vedkommende give kommunen besked på "Gi' et praj". Kommunen kan dog ikke garantere, at bestanden fjernes straks, da det enten kan være på privat grund eller for eksempel på Vejdirektoratets arealer.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik