Fitnesscenter lukker ned på grund af mistanke om coronasmittet fitnesskunde

Mistanken om et coronasmittet medlem får fitnesscenteret til at tage sine forholdsregler.

Nærum-afdelingen i fitnesskæden SATS har set sig nødsaget til lukke sit center på grund af frygten for coronasmitte.

Det skriver fitnesscenteret i et opslag på sin Facebook-side.

Her lyder det, at man desværre må lukke centeret, da der er en sandsynlighed for, at et af centerets medlemmer har været i centret, mens vedkommende har været smittet med coronavirus.

Helt konkret drejer det sig om søndag den 8. marts, at medlemmet skulle have været til stede.

I kommentarsporet til opslaget skriver SATS Nærum, at vedkommende har været i centret fra omkring klokken 11.

Da man ikke registrerer udcheckning, er det dog ikke muligt at sige, hvor længe medlemmet har været i centeret.

Øvrige medlemmer bedes at forholde sig til Sundhedsstyrelsens retningslinjer og kontakte egen læge, hvis man oplever symptomer, eller har været i centret efter søndag klokken 11.

TV 2 Lorry har forsøgt at ringe til i SATS i Nærum, men kommer kun igennem til en telefonsvarer, hvor en besked med samme ordlyd som i Facebook-opslaget bliver afspillet.

Pressechef bekræfter

Nordic head of communications & PR i SATS, Malin Selander, bekræfter i en mail til TV 2, som TV 2 Lorry også har modtaget, at et medlem af centret i Nærum muligvis er konstateret smittet med covid-19 og har befundet sig i centret.

- Vi gør dette, fordi det er sandsynligt, at en person, der har været i centret, er blevet inficeret med corona, og det er grunden til, at vi vælger at lukke, skriver hun.

Malin Selander skriver videre, at sikkerheden for deres medlemmer og medarbejdere er i højsæde, hvorfor at hele centret nu bliver renset og sprittet af. Medlemmer har fået tilbud om at træne andre steder på Sjælland, mens et antal af personalet er i karantæne, lyder det.

SATS Nærum kan endnu ikke sige, hvornår centeret vil være åbent igen, men man skal følge med på den lokale Facebook-side.

TV 2 Lorry har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, men her kan presseafdelingen ikke oplyse, om der har været en coronasmittet person i SATS i Nærum. 

Virolog Allan Randrup Thomsen sagde tidligere onsdag til B.T., at han vil fraråde alle i risikogrupper at tage i fitnesscenter, da der risiko for spredning af sygdommen, fordi man ofte ånder dybt, når man træner. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik