Fartovertrædelser koster kommunalpolitiker posten

Venstre-politikeren Søren Hyldgaard er definitivt færdig i kommunalbestyrelsen i Rudersdal efter en ubetinget frakendelse af kørekortet.

To fartovertrædelser helt tilbage i sommeren 2015 har fredag sat en stopper for Søren Hyldgaards politiske karriere i kommunalbestyrelsen i Rudersdal.

En stadfæstelse af en dom ved Østre Landsret koster nemlig Venstre-politikeren en ubetinget frakendelse af kørekortet i et halvt år, og dermed er han ifølge valgbarhedsloven også tvunget ud af al politik og sine bestyrelsesposter i den lokale musikskole, idrætscenter og skolebestyrelse.

- Jeg er selvfølgelig chokeret over dagens dom. Den har jo en kæmpe indgriben i min hverdag.

- Det betyder, at jeg ikke længere kan være aktiv i mit arbejde med lokalpolitik og lokale forhold – om det er for skoler, børn eller veje – og det er jeg frygteligt ked af, siger Søren Hyldgaard, der på grund af sagen allerede har været på orlov fra kommunalbestyrelsen siden februar.

Sagen tager sit udspring mere end fire år tilbage, da Søren Hyldgaard - ligesom omkring 6.000 andre bilister - bliver blitzet på Lyngby Omfartsvej i en meget omdiskuteret fartkontrol.

På grund af vejarbejde er hastighedsgrænsen sat ned fra 90 til 50 kilometer i timen, men det overser Søren Hyldgaard ligesom mange andre.

- Jeg så ikke skiltene. Det er rigtigt, at jeg desværre har kørt 87 og 89 kilometer i timen. Det erkendte jeg allerede i 2015, forklarer politikeren, der foruden frakendelsen af kørekortet er tildelt en bøde på 12.000 kroner.

Sagen er trukket i langdrag

Der kunne sagen egentlig være sluttet med en fartbøde og en frakendelse af kørekortet, hvis ikke det var for myndighedernes årelange behandling af Søren Hyldgaards og de mange andre fartovertrædelser på Lyngby Omfartsvej.

For i og med Søren Hyldgaards sag først kom for byretten i august sidste år, var der i mellemtiden i april 2018 kommet nye regler for valgbarhed. Pludselig vil en frakendelse af kørekortet også automatisk give ham tre års karantæne fra politik.

- Jeg føler mig ikke særlig godt behandlet. Jeg synes, at enhver skal have et sagsbehandlingsforløb, som er rimeligt. Og jeg synes ikke, at tre-fire år er rimeligt, siger Søren Hyldgaard.

Han vil nu overveje, om han skal forsøge at få sagen prøvet ved højesteret, da han mener, at der er grundlag for, at de to fartovertrædelser skal falde for forældelsesfristen.

- Min advokat og jeg vil snakke grundigt om sagen og se, hvilke muligheder der er, siger Søren Hyldgaard.

Med tre års karantæne fra politik har Venstre-politikeren ikke mulighed for at genopstille til kommunalbestyrelsen før i 2025. Men til den tid vil han bestemt ikke afvise et comeback.

- Jeg føler stadig, jeg har meget at byde på. Jeg vil gerne bidrage til de lokale forhold, så jeg så da gerne, at jeg kunne komme tilbage i politik, også selvom det først er til den tid, siger han.

Det var fredag eftermiddag ikke muligt at få en kommentar til sagen fra Nordsjællands Politi.

Kommunalpolitiker mister kørekort og plads i kommunalbestyrelsen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik